Så blev det søndag. Og forestil dig så en dansk mark, der ikke er en Støjbergsk jernmark, med solsikker i stedet for solceller. Mens du ser solen stå op er der en mand, der begynder at køre ind på marken. Han har fundet sin form og endelig efter at have gnedet morgensøvnen ud af øjnene, fået benene perfekt placeret i gummistøvlen.

”En John Deere-traktor er kendetegnet ved en kombination af stærk motorydelse, grøn/gul brandidentitet, høj førerkomfort og fokus på effektivitet og teknologi i marken.” Sådan svarer Perplexity, hvis du beder den lave en karakteristik af en John Deere. Jeg har brugt valgkampens første tre dage på at undre mig over, hvorfor Troels Lund Poulsen ikke var i gear, og hvorfor han ikke tonemæssigt fandt tilbage til sin allerbedste stil som Traktor-Troels, og ikke mindst, hvorfor Venstres kampagne var så tøvende. På valgkampens dag 3 var der helt anderledes takter i motoren hos både formand og parti. 

Vi fik et døgn, hvor Iran-krig fyldte alt på medierne, mens kandidaterne hængte deres plakater op. Normalt er der plads i fladen til utallige tv-indslag fra gaden på det. Nu skulle kandidaterne selv sørge for ”hybrid valgkamp”, som Troels Runge skriver så fint om – De skal selv konceptualisere, ritualisere og sørge for at valgplakatophængningen bliver smidt på alle kanaler. Pia Olsen Dyhr står altid på Dronning Louises Bro i øvrigt. 

Khomeini er død, Troels Lund Poulsen virkede genopstanden. Facebook-opslaget som start på dagen var et kvalitetsmæssigt kvantespring ift. det vi har set hidtil, og det satte dagsorden og blev til artikler på dagblade og i deres livedækning, at han var offensiv og aggressiv. Sådan går det, når dagblade kan mærke tone og bid. Tjek ved den. Sådan skal opslag på sociale medier skrives – så matcher de både den anden og den tredje og den fjerde Statsministerkandidat i blå blok.

Venstre har også fået skiftet deres utroligt grimme reklame på webaviserne, og nu er de på niveau. Så er de der, som man kunne forvente.

Og så det vigtigste: Når TV2 og DR går i breaking med en krigstilstand, og de har et interview med Statsministeren der kommer til at køre i sløjfe, hvor Statsministeren kan være hele Danmarks forsvarsværk og med oprigtigt bekymret mine udlægger teksten og fylder fladen, så skal Venstre og Troels Lund Poulsen som fungerende forsvarsminister og Statsministerkandidat smide alt hvad de har i hænderne og komme med al den substans Troels Lund Poulsen kan mobilisere. Og det skete – direkte igennem fra Tørring og valgplakatophængning og det floskelfyldte og tøvende var forsvundet som morgendug på en blomstermark. Nu kører motoren. 

Når Venstre og Troels Lund Poulsen finder den form de fandt lørdag, så kvitterer medierne, og potentielt vælgerne. Det er sådanne artikler og sådan en dækning man får, når man ruller på den rigtige måde med masser af tone:

EDIT: Venstrefolkene har selv givet lov til at Berlingske har fået indblik i, hvorfor de valgte at vente med at lancere statsministerkandidatur og hvorfor de valgte Facebook. Det er meget godt, at de har tænkt tanker, men det lykkedes ikke. De fik det til at se ud som om han tøvede, fordi de ventede og satsede på, at der var momentum i at vente. Det var der ikke. Der var heller ikke nok slagkraft i den platform de valgte – for Troels Lund er ikke Løkke eller Støjberg, som kan eje hele fladen, når de smider noget af sted på sociale medier. Det er træls for de rådgivere at læse. Men det er rigtigt. Som Løkke sagde i går på gaden om, hvorfor han bliver opfattet som “Fadbamsen” – Perception is reality. Foretager man sig kommunikationsgreb, hvor indtrykket man får skabt er skævt, så er det fordi, man har taget et forkert vejvalg. Det falder tilbage på afsenderen. Der er heller ikke nogen undskyldning for at være så toneløse i de første sætninger i valgkampen. De gode nyheder er, at nu bliver valgkampen en valgkamp for dieselmotorer og ikke sprintere, eller for traktorer om man vil, og ikke for hurtige smarte biler.

De største og dygtigste partier går i kontrolpult-modus
Dag 3 blev for alvor den dag, hvor flere af de store partier, og ikke kun Socialdemokratiet, gik i kontrolpultmodus. Der hvor røgen har lagt sig efter valgudskrivelsen, og fundamentet er der, man agerer præcist og begynder at finde kontrollen over valgkampen som en værensform. Der skal flere elementer til: 

1. Partiet har en grundlæggende tydelig kampagnetone, der er særegen for partiet og skiller sig ud. Hos S er det ”Vi har ansvar for hinanden” og hos Moderaterne ”Samler, når andre splitter”. Hos Venstre ligner det at det gennemgående bliver ”Danmark i sikre hænder”, som slet ikke er dumt, fordi Troels Lund har sikre hænder, men ikke er noget festfyrværkeri i sin stil. Man kan næsten have Lars Løkke mistænkt for, at Moderaternes slogan er en replik til ”Tør hvor andre tier”. 

2. Partiet har en tydelig politik og mærkesager der lægger en bund. Prøv at se Konservatives website – der er mærkesagerne helt oppe i masken på os, og de begynder at strø dem ud i de muligheder de får.

3. Partiet har udspil der sætter dagsorden. Det er vi ikke for alvor kommet til endnu – kun fra S, som har sat dagsorden med formueskat. Og ja, nu ruller Venstre – med stort udspil om statsborgerskab og supersolidt Facebook-opslag til at bakke det op. Nu sætter de dagsorden – mens Messerschmidt forsøger at spille ud med Benzin til under ti kroner, en indvandrer ind-en indvandrer-ud, og Støjberg forsøger at gøre noget for uddannelserne. Det er pressesøndag. Der er plads i fladen. S hviler sig. Blå blok rykker.

4. Partiformænd er både på gaden og i medierne, og de reagerer på det, der skal reageres på. Mens deres folk sørger for, at de får fodret sociale medier, og det skal være med substans, så de skal ghostwrites så skarpt, at det virker som om det kommer fra dem selv hver gang. Det er en supersvær øvelse, fordi man sjældent kan være tre steder på en gang. Men når setuppet kører, så kører det, som det gjorde for S, V og M i går, hvor alle partiledere er igennem mens de fører valgkamp på gaden i Frederikssund, Roskilde og Tørring. Det er her man kan se, at de begynder at agere, som sad de foran en kontrolpult – De vælger hvornår de vil byde sig til ift. presse, og hvornår de skal lægge trykket andre steder, på gaden, på sociale medier etc.

5. Kandidaterne er i gear og fører valgkamp på sociale medier og på gaden, er gået i gang med de første folderuddelinger, og om lidt er det fra kaffevogne, der endelig er blevet bestilt. Er de heldige får de også lokalpresse.

6. Partierne har fået placeret deres løjtnanter de rigtige steder. Hos S er de eksperter i det. Hummelgård er den celle, der er oprettet på Messerschmidt og som skal kritisere ham og Troels Lund Poulsen. Ida Auken skal tage sig af Alex Vanopslagh i et setup, hvor hun har position til at kalde hans kvindesyn forkvaklet og hans politik tynd. Mattias Tesfaye kan tage nogle kugler og udtale sig om de halvnegative pressehistorier der kunne opstå om Mette Frederiksen, når hun ikke skal kommentere på småting, fordi Tesfaye mestrer ”dødemandsslaget” – At tale så deeskalerende og tørt, så hver en steppebrand mister pusten. Hos Venstre er Morten Dahlin vågnet og er måske lige overtændt nok. Hos LA er Solbjørg sikker skanse, når Alex skal forsvares, eller der skal tales taktik i pressen.

Så handler det om at holde energien, blive i kontrolmodus og blive ved at reagere på det, der skal reageres på, evt. med den rette løjtnant, og så skal trykket øges, uden at persongalleriet bliver slidt op. Pas på jeres frontfigur, Venstrefolk, for på klippet med Troels fra Tørring var der godt nok tidlige tegn på træthed. Har I sikret jer, at han får det han skal have at spise, får optimal søvn og fjerner I hver en fysisk sten på hans vej? Det er også en del af valgkampen, og det er jer, der skal gøre det.

Tør du tro på Troels? Nu tror Venstre og Troels så meget på sig selv, at de har fået fingeren ud. Sådan her ser en hjemmeside ud, når man går i valgkamp. Sådan skulle den have set ud, da Mette Frederiksen udskrev valg:

Hvad var der ellers værd at lægge mærke til i kampagnerne?

Jeg skrev det i en analyse før valget. Der er en grund til, at Liberal Alliance ikke kommer over den der kritiske 11-procents-grænse, hvor de for alvor begynder at ligne noget større end bare et oprørs-ungdoms-parti. De her fejl skal der ryddes ud i, for det er bevis på, at man hele tiden udfordrer grænser for kant, kreativitet og ung lingo, men ikke fuldstændigt selv forstår at se hvor grænsen går. Svaret er ikke her, at ”hvis man er på TikTok så forstår man at det var sjovt”. Analysen skal med hver gang, inden man trykker på en knap. Kan 89% af vælgerne forstå at det er et Meme, at The Rock beder bitches om at shut the fuck up, så det kan bruges på Mette Frederiksen? Hvis svaret er nej, så er det fordi man har accepteret, at man ikke vil have mere end 11%, for alt vandrer fra platform til platform.

Mona har fået en bus. Og en kaffevogn. Konservative er ved at få lagt det lækre fundament, der gør, at deres gadekampagner virker. Vil man se et parti, hvor sådan noget fungerer, så skal man kigge hos dem. Prøv at gå på gaden – og læg mærke til, hvor mange gange du faktisk møder dem i valgkampen. Det er vigtigt, for ellers drukner de i præsidentvalget, hvor vi kun taler om præsidentkandidaterne.

Allan har fået en valgplakat. Og den er selvfølgelig kreativ. Sådan skal en valgplakat laves. I øvrigt har Emil ikke fået en valgplakat, fordi de er strandet i Polen. Men han er stadig kreativ nok til at løse problemet. Valget vindes også blandt kandidaterne på kreativitet. 

Hvor blev Jon Stephensen-sagen i øvrigt af? Var omtalen af den ikke dødsdømt på forhånd på grund af afsenderen, så døde den med et mediedanmark, der fuldkommen gik på weekend og sekundært rettede sigtet mod Iran.