Det er lørdag og klokken 12 kommer Pia Olsen Dyhr som altid til at stå på Dronning Louises Bro i København for at hænge valgplakater op i en næsten andægtig tradition, der får en til at lette lidt på hatten for alle dem, der lægger deres frivillige kræfter i et valg (jeg ved faktisk ikke om hun er der, men hun har vænnet mig til, at hun er der, uanset hvilket valg vi skal til, og det siger meget om SF’s meget præcise frivillige åre, der løber under partiet).

Mens valgkampens første døgn stort set var Mette Frederiksen, så Socialdemokratiet, så Mette Frederiksen og så Mette Frederiksen igen, og en række halvusynlige kampagner, der lider under, at de ikke kan sparke annoncekroner i deres posts på sociale medier, så var der et par blå statsministerkandidater der mere eller mindre helhjertet flagede deres kandidatur og en Jon Stephensen, der åbenbart bare har så anstrengt forhold til lydfiler, at han igen var blevet optaget på et eller andet, der fik ham til søge spotlight.

Det bliver en historie, der ikke kommer til at flyve og den er stort set allerede væk fra mediefladen igen, fordi afsenderen på påstanden om, at han skulle være blevet forsøgt betalt, ikke er så troværdig, at det for alvor gør ondt på Moderaterne og Lars Løkke. Det er for let at kalde Jon Stephensen forsmået og for let for Lars Løkke at holde armslængde til sagen. Når Løkke har overlevet de første kritiske mikrofoner fra tabloidmedier, så er historien ovre – det kan minde vælgerne kortvarigt om, at Løkke tidligere har haft ”en klovnebus”, men det er ikke noget, der gør større skade, end det allerede har gjort. 

Hvad sker der så i kampagnerne lige nu?
Der er fuld gang i ”vi sparker gang i gadekampagne og struktur” derude. Hver eneste kandidat er ved at få samlet sine stumper af valgplakater, frivillige, foldere, gimmicks, er snart færdige med at flytte rundt på deres kalenderaftaler og aftale børnehentning med gemalen, så de er frie til at gå på gaden, mens de krampagtigt forsøger at få et flow på sociale medier. Klokken 12 lørdag går det løs. Det er der, hvor dem med flest venner og flest stiger og flest strips lykkes med at få de bedste plakatplaceringer – og hvor alle glemmer, at det er en fire ugers lang valgkamp, hvor man sagtens kan gå en runde i byen og sætte plakater op på de steder, hvor andres for længst er faldet ned. 

Virker valgplakater så? Hele morgenfladen på News giver taletid til forskere, der på den ene side og på den anden side helst ikke vil fanges i, om der er forskningsmæssigt belæg for at sige, om valgplakater virker. Det er deres rolle. Du hørte det så her først: De virker, og vi ved fra praktiske eksempler, at bestemte typer valgplakater virker, at målrettede plakater med nichebudskaber virker, hvis de bliver hængt op på de rigtige steder, vi ved det mobiliserer frivillige, og vi ved, at det får kandidaten til at se seriøs ud. Vi ved også, at pæne mennesker får flere stemmer end grimme, så pæne politikere med valgplakater får flere stemmer end deres grimme modkandidater. Læs selv mine og Jesper Claus Larsens fund og tal i bogen ”Valgkamp for Politikere”, hvor vi har masser af eksempler.

Hvad sker der så digitalt lige nu?
Tøvende Troels og hans kampagneteam skal til at finde deres form. Kigger man på det, der bliver skudt af sted fra partilederne, der er i spil til statsministerposten, så er Troels Lund Poulsen og Venstre lige nu fjerdebedst. Tonen på sociale medier er tynd og floskelpræget, slagkraften lider af, at Troels Lund Poulsen har 18.000 følgere på Facebook, og hans modkandidater har langt over 100.000. Ja, Mette Frederiksen har næsten en halv million følgere på Facebook og næsten det samme på Instagram – Det betyder noget, når det ikke er muligt at betale for annoncer og boostede opslag på sociale medier. 

Venstre virker underligt lurepassende – Venstres webside, hvor nyhedssektionen burde smadre ud i hovedet på os, at Troels Lund Poulsen var kampklar, havde ikke en nyhed fra 24/2 og frem til 27/2, og det er en kommentar om formueskat, som er Mette Frederiksens yndlingsemne. Annoncemæssigt skyder Venstre med slangebøsser, mens andre ruller kanoner ud.

Det er estimeret, at Socialdemokratiet på andendagen havde købt printannoncering for over en halv million, og deres bannerannoncer på websider fylder alt.

Moderaterne har lanceret deres ”Samler, når andre splitter”, som er en fremragende kampagneteknisk tråd til, at Løkke var skaberen af et bredt samarbejde og en regering hen over midten.

LA er gået i gang med Vanopslagh Classic, Morten Messerschmidt og DFs provokerende annoncespor har rullet allerede før valg. Det er kun lykkedes mig at finde en lillebitte prut fra Venstre, der ligner noget, nogen har tegnet i paint. Jeg tillader mig lige at smide et billede fra dengang Venstre var en frygtet kampagnemaskine og ejede alt. I det Socialdemokratiske kampagneværksted var vi ved at pisse i bukserne af skræk, når de rullede sig ud. 

Hvad er der ellers værd at holde øje med?

1. Pyha, Peter Hummelgaard. Behøvede du virkelig at antænde de aldrende vælgeres hukommelse på, at Nyrup påstod, at stuerene blev DF aldrig? Det gik ellers lige så godt, hvor alle talte formueskat i en grad, så alle de klynkende millionærer i det her land leverede den ene ufrivillige case efter den anden på, at det måske nok er meget klogt, hvad hende der Mette Frederiksen siger om ulighed. Hvorfor vil man dog skifte dagsorden, når alt ruller? Lars Trier Mogensen får prisen for dagens bedste morgenkommentar på News: ”Vi må håbe at Socialdemokratiet har noget bedre at skyde med senere i valgkampen”. 

2. Løkke går 10.000 skridt. Godt tænkt, Moderater. Løkke er sådan en, man gerne vil drikke kaffe med, og nu sikrer man også, at hvis han skulle trodse Lars Boje Mathiesens råd om at gå to gange i bufetten, så holder han sig skarp ved at gå sine 10.000 skridt. Valg skal også vindes i det fysiske rum, og det vækker mindelser om Lars Løkkes og Anders Foghs løbeture, mente min gode ven Christian Sophus Ehlers. Han har ret. Der er det lille problem, når man har en dårlig sag, så står der journalister i konfrontationsinterviews for hver lille skridt, men det forsvinder om lidt. Imens har Inger Støjberg delt fadøl ud i gaden i Aalborg. Så er de første 1000 stemmer sikret.

3. Mette Frederiksens indtog på TikTok kan blive både en dreng og en pige. Det første døgn lignede hun en kæmpe vinder på alle sine kanaler og på talerstolen. Hendes TikTok-tilstedeværelse er startet med smil og stort overskud. Hun er der, hun kommer til at få rækkevidde, men hvis Alex Vanopslagh han finder den her form, så er det her bare ikke skarpt nok til at overbevise de unge vælgere. Så er det LA, der tænder en Daddy Vanopslagh-trend.

4. Av. Pas på, Dansk Folkeparti. Det ser ud til, at det er lykkedes dem at snyde robotkontrollen hos Google, der ellers ikke tillader annoncering for valgbudskaber ved at lade “Modstrøm” lave annoncen og valgtesten. Går den så går den. Men det er for kækt, og det er snyd. Pas på ikke at blive taget med hånden i kagedåsen, for så minder det os om, når Messerschmidt tidligere har fejlvurderet lov og ret. 

5. Ja ja. AI-genereret Rambo-video med Troels Lund. Så var der da lidt liv i kampagnen. Ikke dumt. Det gav nogle grin og noget medietid. 

6. Hvad var det her? Der er logoer – og nogle blå partier – i designet, men var det et forsøg på et samlet politisk udspil fra noget blå koalition, hvor ikke alle partier fik memoet? Det så godt nok mærkeligt ud, hvis det ellers skulle have været et koordineret udspil. Det døde i en enkelt post fra LA. Der er nogle generalsekretærer og partisekretærer i de blå partier, der skal kigge hinanden meget dybt i øjnene her, for kan kampagnekontorerne på blå fløj ikke finde ud af at koordinere, så får de tæsk, når de røde sagtens kan.

7. Hvornår kommer de negative kampagner? Dengang far var dreng, var der masser af negativ kampagne. Det kommer fra de første, der bliver lidt desperate. Man siger i USA, at nogle gange skal man “Throw everything but the kitchen sink”. Det kommer. Hold øje. Og de virker.