Der opstår af og til nogle rystelser i valgkampenes marketing mix, når der opstår nye formater. Det kan godt være, at de ikke er store, men de kan være der. Efter at have set første afsnit af Højskolen kan jeg personligt langt bedre lide Lars Boje Mathiesen, som jeg ellers kun har set lave totalteater i Folketingssalen for at få noget på sociale medier. Pludselig er han menneskelig, familiefar som mig selv og rundet af noget større end bare lyst til magt. Kan det bringe ham over spærregrænsen, hvis der er nok seere og nok samtale der springer ud af Tv2’s helt nye format ”Højskolen”? Det aner vi ikke. Men jeg tror det faktisk.
For politikere og politiske partier i en valgkamp, og i øvrigt også i høj grad imellem valgene optræder de i forskellige formater – som de bruger lang tid på at mestre, finde de små do’s and dont’s i, de små muligheder, feje tricks og alt, hvad det indebærer – Det handler om at kontrollere fortællingen optimalt om sig selv og sine konkolleger og modstandere, uanset hvilket format man møder. Det var let for Fogh, da han bare skulle kontrollere narrativet i pressen, fordi valgkampen var en-dimensionel og pressen var den altafgørende flade.
Selv Folketingssalen er blevet et format, der skal mestres – Samme Lars Boje angriber det ved at have powerpunchlines med, som han kan filme til sociale medier og forsøge at sætte viral strøm til.
I tierne var især Venstres politikere skarpe til at slå hånlatter op på de rigtige tidspunkter, når der stod meget grønne, uprøvede ordførere på talerstolen. Nu er “Spørgetid til ministrene” et format, hvor ministrene har lært sig, at de først skal give den ultimative ørefigen verbalt til spørgeren, når spørger har stillet sit sidste udfordrende spørgsmål.
Mestrer man ikke et format, og især et nyt, så kan det være med til at afgøre valg, fordi det kan give øjeblikkeligt momentum, udstille en kandidat som udygtig eller noget mere opsigtsvækkende. Lykketoft tabte også valget i 2007 til Anders Fogh, selvom han mente, at hele salen ved debatten havde klappet mest af ham, mens Anders Fogh havde specialiseret sig i at tale direkte til kameraet. Nyrup undervurderede i sin kamp mod Fogh hvor voldsomt det virkede på tv, at han rykkede sider ud af minimalstatsbogen, selvom det virkede fint blandt DSU på forreste række. Vi ser politikere lige nu, der overhovedet ikke mestrer TikTok som format og ikke forstår det, og heldigvis for dem spilder de kun deres tid, men de risikerer at blive til grin, når Vanopslagh og nu også Støjberg faktisk mestrer det. På gaden er det et format man skal mestre, hvordan man får givet det skarpeste indtryk, og ikke bare stikker en folder i hænderne på en vælger, og sådan er der så ufatteligt mange formater, politikere skal mestre.
I valgkampen i 2019 udgav Lars Løkke sgu en bog. Han valgte at trække et fuldkommen løsrevet format ind i en valgkamp af flyers og oneliners. Befrielsens øjeblik. Det satte dagsorden. I 2007 hoppede Anders Fogh og Helle Thorning på hver sin Facebook-profil og hver sin blog. Fogh startede sit første indlæg med at skrive ”Hej bloggere”. Det var ikke forbandet kønt, og mangen en webkyndig lavede en ROFL dengang. Men totalt til grin blev de trods alt ikke.
Hvad kan det formatet “Højskolen” så og hvordan skal det afkodes?
Partilederne har været nervøse her. For det er lig med kontroltab, at de træder ind i et format, hvor de ikke kan lave en foranalyse. Skal man angribe, være sårbar, skal man tage afslappet tøj på eller karatedragt? Hvordan bliver man klippet? Bliver man målt på, hvor mange frikadeller man tager, eller om man roser den stegte sild?
Ingen af deltagerne kender den skala og de parametre de bliver målt på, og derfor er det en kæmpesatsning, hvor nogle har mere at miste end andre. Det store spørgsmål for politikerne er, hvad det er for et format de går ind i, hvad reglerne er, om de er modstandere, og hvordan. Og så kan de selv vælge, hvor meget de fiktivt vil tage paraderne ned og medvirke, eller om de gør alt hvad de kan for at kontrollere og tage nogle af de tricks ned, de har indlært sig fra andre formater, når de er i slagsmål.
Ekstra Bladet kalder bigtime bullshit. Lad os da også bare et øjeblik droppe den ellers så romantiske naivitet. Politikerne ved godt, at der er kamera på, og at formatet kan indeholde snubletråde. Mona Juul og Troels Lund Poulsen bliver enige om, at det kræver hårdt arbejde og ikke kun talent, men de afstår fra at sige det som begge ved, at de synes Alex Vanopslagh ikke har staminaen, arbejdsmængden og substansen i sig. Hvorfor skal vi se den samtale mellem de to, når også de politiske analytikere fra TV2 ved, at det er sætninger, der ellers løber i korridorerne på Christiansborg? Det kan være et rent tilfælde, og det kan være at vi skal se programmet med paraderne nede og ikke afkode alt som spin. Bare vi er opmærksomme på, at partilederne har paraderne oppe. Der går ti minutter af programmet før Mette Frederiksen har reageret på Støjbergs faste parole om jernmarker og helt pr. automatik får flettet både ord som lilleskole, Danfoss, Udkantsdanmark, Rockwool, arbejdspladser, industridanmark og Lindøværftet ind i sin flammetale ved bordet. Det er lige før, at man lægge en lineal ned over, hvor mange stemmer sådan en sætning kan høste, fordi ordene kunne være meget præcist udvalgt. Det her program risikerer at blive lige så meget teater og spin som de andre formater, der allerede er i dansk politik.
Men fortsættelsen bliver ufatteligt spændende, og vi har fået et nyt format, som kun i sin første jomfruelige form er spændende og jomfruelig, fordi ingen af deltagerne for alvor har dissekeret formatet ned i alt, hvad der kan gøres forkert og rigtigt. De kommer til at lave fejl, og de kender ikke konsekvenserne af det hos vælgerne. Godt gået, Tv2. Det rusker og rykker i alt det fasttømrede, som politikerne ellers kontrollerer – Nu bliver det endnu mere spændende at se, hvordan politikerne selv bygger kommunikation og kontrol uden om. Skriver LAU om lidt, Mona Juul fra lov og orden-partiet vist ikke havde sele på i første klip for at give hende en ubehagelig tur på Ekstra Bladet? Begynder Lars Boje selv at sætte strøm til de bedste passager fra tv-klippene på sine egne kanaler? Er der nogle af partierne, der føler sig kaldet til at bruge enkelte talelinjer og hændelser fra programmet til at lægge pres på modstanderne? Vi har ikke set det hele endnu. Men første kamp i kulissen er startet.
Og så er Højskoleformatet i øvrigt et format hvor man hepper på sine egne. Jeg tog mig selv i at tænke, at Mona Juul godt nok så ufatteligt skarp ud, indtil jeg glemte min grundkonservative mavefornemmelse og egentlig kunne se, at Pelle Dragsted så lige så skarp ud. Looks are in the eye of the beholder, og det vil i høj grad med til at forstærke vores kærlighed til dem, vi i forvejen har kærlighed til.
Hvad skal du ellers holde øje med i valgkampen lige nu?
Nu bliver det et skolevalg, og om lidt et pensionsvalg. Hold øje med, når Mette Frederiksen ruller fuldt tryk på “lilleskole” som begreb. Vi får et skolevalg de næste mange dage blandet med pension.
Hvis jeg hører yderligere en rigmand, der falder i de røde politikeres formuefælde og bliver et klynkende monster, den værste position man kan indtage, så sender jeg dem snart den manual, som Enhedslisten skriver ud fra – Dette indlæg fra klima og energi-rådgiver i Enhedslisten er en fuldstændig tro kopi af de talelinjer Søren Egge Rasmussen smed efter Vestas-CEO på P1 i går. Ordret. Og det virker. Vi er gået fra retorik om “De rige svin” til de rige svin, der oven i købet er grådige og historieløse.
Moderaterne fortsætter med deres småfejl. Jeg har skrevet det mange gange nu. Men de er dem, der laver flest fejl. Løkke kan godt klare, at han står lidt forpjusket på et pressemøde, hvor powerpointen svigter, (credit Kenn Hansen, for jeg havde ikke selv set det) men det er desværre et mønster, at det parti laver flere forpjuskelser end alle andre, også selvom Monika Rubin forsøger at tale det ned i Kenns kommentarfelt. Har minister Christina Egelund i øvrigt fået sin plakater? Det er sådan noget, der ellers kun svigter for meget små kandidater. Imens kan kulturministeren ikke stave til Iværksætter ovre på LinkedIn. Det var ellers platformen for ordgenkendelse ud til stillingsbetegnelser blandt andet.
Den forventede kritik at, at Mette Frederiksen har brugt sin valgperiode på at gøre TikTok til fjendebillede, og derefter selv bruger det i sin valgkamp er efterhånden udtømt. Men jeg havde godt nok ikke forventet, at Jacob Bruun og Thomas Juul Dam ville give den så meget gas.
Magnus Heunicke kæmper med fuglenæb og krabbekløer for sit drikkevandseftermæle på alle de flader han overhovedet har. Det er ikke en sjov disciplin. Drikkevand er som varslet blevet noget vælgerne taler om, og de synes ikke at Heunicke har løftet opgaven. Wermelin erkender.
