Er du en som alle os andre, der kun læser overskriften af blogindlægget her, og måske brudstykker af det første afsnit, så lad os lige slå fast fra starten: Trump er værre, end vi havde frygtet. Han har bestemt sig for, at de sidste fire år han kan være præsident, at verden skal brænde, og han optræder på noget, der ligner grænsen af højforræderi. Ingen havde set, at verden ville gå i stykker på den måde, som Trump på rekordtid har slået alt, hvad vi troede vi kunne regne med, itu. Jeg kunne også med rette have skrevet indlægget om, at vi skal forholde os til, at vi har en rablende skør kyniker i USA, og at der ikke er noget at gøre, når man møder ham.

Man må ikke møde uforberedt op til Trumps kompositioner
Men når det så er sagt, og selv nærværende skribent lige nu overvejer, om jeg skal boykotte amerikanske varer, gøre alt hvad jeg kan for at mobilisere pres på en eller anden fornuftig gren af republikanere i USA eller noget helt tredje, så er vi nødt til også at forstå, at Trump måske er verdens bedste kampagnemager og politiske taktiker. Man må ikke møde uforberedt op til en af Trumps kompositioner eller taktiske setups, for så ender man i et virvar af misinformation, propaganda, skævvredent narrativ og et kaos, som er særdeles svært at komme ud af igen.

Volodymyr Zelenskyj er endt præcis der. Fredag aften trådte han ind i Trumps hule og virkede totalt uforberedt på den komposition, han mødte – for når man træder ind i Trump-land er der er en komposition: Pressemødet er designet til at give Trump en fordel, i bedste fald at skabe et fordelagtigt narrativ for Trump og en ufordelagtig fortælling om hans forhandlingspartnere. Lykkes det ikke, kan Trump altid hvirvle virvar og kaos op, så vi står forvirret tilbage. Det var Trump, der fik Zelenskyj til at se uforberedt ud – og det er spørgsmålet om det overhovedet er muligt at gå ind som gæst i Det Hvide Hus uden at ende med at blive endevendt i Trumps maskine. 

(Stjålet fra Jarl Corduas væg. Kender en ophavsmanden, så skriv det, så jeg kan kreditere)

Trumps kompositioner har redefineret hvad der er sandt og hvad der er medier
I Trumps kompositioner er der sat nye regler og standarder for, hvordan sandhed, kommunikation, forhandling og interaktion skal forstås: Løgn er ikke længere løgn, fordi det ikke har nogen konsekvens at lyve: Hvis Trump påstår, at et papsugerør eksploderer, fordi det gavner hans sag, når han genindfører plastsugerør, så er der ingen konsekvens. Medierne er blevet kastreret af Trumps undergravende virksomhed af dem i flere år. De kan faktatjekke alt det de vil: Der er ingen konsekvens. Ingen bliver flyttet til at synes mere negativt om Trump. Derfor kan JD Vance påstå i bedste sendetid at Zelenskyj ikke har sagt tak, og CNN kan faktatjekke, at han har sagt tak 33 gange. 

Det der står tilbage er opfattelsen af, at Zelensky er utaknemmelig. Skulle medierne holde fast i, at Trump skal faktatjekkes og skrive det, er Trumps slagkraft stærkere, fordi han har sine egne medier, og skaber sin egen fortælling med et større tryk. Det fik mig i 2016 til at råbe op om, at vi trængte til en medierevolution. Trump har sagt, at CNN er ”Fake News” så mange gange, at den amerikanske befolkning tror på, at der er flere grader af sandhed. 

Det her bliver godt tv
Fredag aften var et design og en komposition i Det Hvide Hus – i Det Ovale Værelse, understreget af, at Trump startede med at konkludere, at ”Det her bliver godt tv”, smed udvalgte journalister ud og andre udvalgte journalister ind – Endda journalister, som vi for ti år siden aldrig ville betragte som andet en skøre politiske propagandister med en YouTube-kanal. Trump er bare lykkedes med at redefinere, hvad en journalist kan være – vi ser tilbage på et amerikansk valg, hvor ”The Joe Rogan Experience”, den mest lyttede podcast i USA var hovedmediet. Trump har i øvrigt også selv bemægtiget sig de største mest kritiske infrastrukturer kommunikativt, når han har indlemmet Elon Musk, X, Starlink, Zuckerberg og Meta, Bezos og Amazon, og endda er ved at sørge for, at TikTok er nødt til at lade sig sælge til et persongalleri, som Trump også kan kontrollere. 

Kompositionen i det Ovale Værelse var designet som to mod en. JD Vance kunne være bad cop og provokere og underminere Zelenskyj, og når Zelenskyj tog til genmæle, kunne Trump kalde ham disrespektfuld og spille overhånden. En af Trumps egne journalister kunne understrege i spørgsmål til Zelenskyj, at hans påklædning viste disrespekt. Og Zelenskyj var forsvarsløs, på grund af dårligt engelsk, på grund af, at han ikke kunne slå tilbage, fordi han var på udebane, dobbeltteamet og ikke kunne komme til orde. Trump kunne pakke ham ind i fortællingen om, at han ikke vil freden, at han gamblede med Tredje Verdenskrig, og at han var utaknemmelig. På en bund af at Trump har undermineret Zelenskyj op til mødet ved at kalde ham diktator på sociale medier, ved at håne ham. Bægeret er fuldt, når Marco Rubio kræver en undskyldning af Zelenskyj for at være respektløs.

Hvor blev den exceptionelle kommunikatør af?
Hvad er der så gået galt? Vi er vant til at Zelenskyj har været en kommunikatør af en anden verden – han har brugt sociale medier til at stå imod Putins propaganda, han har i sine taler været exceptionel til at skabe fortællinger, det er lykkedes ham at gestalte sig som en moderne superhelt over for en svækket Putin, der var bange, diktatorisk og trængt. Der er ingen tvivl om, at Zelenskyj har været en stærk kommunikator siden invasionens begyndelse. Han har mestret videoopslag på sociale medier, skarpe taler og et narrativ, der har fået verdensopinionen til at sympatisere med Ukraine. Men hans rådgivere har ikke formået at tilpasse strategien til den nye virkelighed og til, at det ikke er en fortælling om krigen mod Putin, men en forhandlingssituation, hvor den utrænede komiker pludselig skal agere diplomatisk.

Noget tyder på, at hans mediestrategi skrider. Hans medierådgivere har ikke formået at forberede ham til det pres, han møder, når han møder Trump, og det har efterladt ham sårbar. Det gør ham mindre troværdig i en tid, hvor han burde stå som et urokkeligt fyrtårn.

Zelenskyjs medierådgivere skulle have forberedt ham på, at når man møder Trump, så møder man den politiske kompositions mester. Det ved Macron, når han er parat til at faktatjekke og afbryde Trump midt i en sætning. Det ved Lars Løkke, når Trump giver ham hånden og insisterer på at holde fast for at vise magt, og det ved de forberedte statsledere, når de går i clinch med Trump, at det ofte er en komposition, hvor man skal være taktisk og på vagt – for ellers ender man i en setting, hvor Trump hvirvler en ind i en ufordelagtig fortælling. 

USA-politikere er formaternes mestre
I USA er de helt anderledes vant til at alle formater har en komposition, der rækker meget længere end det format vi mødes i. Obama var en mester i doorstep-formatet, hvor han med kort varsel indkaldte journalisterne til ”en uformel briefing” på dørtærsklen, og så var Obama den eneste, der var forberedt til tænderne, fordi han selv indkaldte og havde serveretten. Obama var også en mester i at holde Teleprompter-talerne med så floromvundne og velskrevne sætninger, at folket blev forført. Eller ”roasten” – den helt særlige disciplin, hvor Obama med humor ristede en modstander med masser af overskud, eller i det hele taget brugte humor som afvæbnende retorisk stilfigur. Bernie Sanders var og er stadig kongen af ”rants”, hvor han holder så vilde flammetaler og skælder Lars Fruergaard og alle andre ud, så de ligner skoledrenge, der får en eftersidning hos inspektøren.

I USA er folk som Alexandria Ocasio-Cortez eller Beto O’Rourke mestre i at skabe kompositioner rundt om deres optrædender i en politisk forsamling, eller til et debatmøde, fordi de kender alle virkemidlerne til at få skabt en fortælling rundt om selve formatet. I Danmark har folk som Lars Boje Mattiesen, Morten Messerschmidt, Mette Frederiksen og Anders Vistisen eksperimenteret med præcis det – at lave kompositioner rundt om deres taler eller optrædender i en plenarsamling eller i et af Folketingets formater, så man faktisk står og ser ud som om man taler til salen, men i virkeligheden laver indhold til andre kanaler, noget der vandrer og bliver en rubrik i en nyhedsartikel eller pakker en modstander ind i et narrativ, som er udfordelagtigt. 

Det bedste eksempel i nyere tid fra Mette Frederiksen er nok hendes angreb på Søren Pape under Folketingsvalg 2022 – et angreb, der på forhånd var fuldstændig komponeret til at udstille statsministerkandidat Pape som en letvægter, der ville fyre i den offentlige sektor og ikke ville stå ved det. Lars Løkke har jeg tidligere selv kaldt for kompositionernes mester, når han i GGGI-skandaler fik komponeret sit pressemøde så effektivt, at tv-seerne endte med at se pressen som skurkene og ikke ham. 

Kompositioner, der endte i katastrofer
Til gengæld har vi også set hvad der sker, når danske politikere tager for let på kompositionen. Papes og Ellemanns pressemøde på Kastellet i valgkamp 2022 vil nok gå over i historien som et af de værst komponerede pressemøder i dette årtusinde. Rygtebørsen siger i øvrigt, at Venstre og Konservative begge havde opfattelsen af, at ”det var de andres pressemøde”, så de hver især ikke havde ansvaret for at sikre kompositionen – og så har man to partiledere, der står med solen i øjnene, mens en rustvogn kører forbi i baggrunden for at understrege det trafikuheld, seerne fik lov at opleve i slowmotion, fordi begge partiledere var mildest talt uforberedte aldrig fik sat scenen. Lars Løkkes optræden på Statens Museum for Kunst, hvor blandt andre Henrik Qvortrup fik ham presset så meget op ad væggen mens han gentog ”Det er et meget upræcist spørgsmål du stiller” er et andet eksempel på en komposition, der knækker indefra. Det er mig i øvrigt en gåde, at Venstres folk aldrig forstod at give Løkke et glas vand og sætte ham på en talerstol med blæsere ind i masken, når de vidste at en varm sal på en valgaften får alle mænd på over 80 kilo til at svede tran.

Hvordan kommer Zelenskyj på fode igen?
Hvad skal Zelenskyj så gøre nu, ud over at fyre sine medierådgivere, eller i hvert fald få dem til at skarpe op og forstå, at de skal gardere sig på en helt anden måde? 

Zelenskyj skal udstyres med flere ting: En skarp fortælling om, hvor han står nu. Zelenskyjs medierådgivere har ikke udviklet fortællingen i takt med de nye realiteter. Hans positionering er blevet uklar. Når han taler om Vestens støtte, virker det til tider som en position af afmagt snarere end en position af strategisk partnerskab. Zelenskyj må ikke pludselig hive en historie om 20.000 børn op til et pressemøde i Det Ovale Værelse, som er en detalje i den store sammenhæng – Omverden skal vide, hvor han står på de store linjer: Hvad er han parat til ift. freden, er han parat til at afgive land, er han i gang med at indgå handelsaftaler om mineraler eller ej. Og så skal han lade være med at lade sig fange i en krydsild af Vance og Trump i en setting, hvor han er underdressed, underforberedt og ikke har tilnærmelsesvis kontrol over, hvem der er i rummet. Han skal være klar til at forklare sin side af sagen hurtigt og præcist, så han ikke flakker efterfølgende, når Trump er ved at pakke ham ind i fortællinger. Og han skal lade være med at lade sig fange i situationer, hvor han er gæst hos Trump, men bliver udsat for den ene kaotiske kompostion efter den anden. Faktisk skulle han aldrig være stillet op til pressemødet i det ovale værelse.

Zelenskyj kan takke sin gud og skaber, og sine utallige ture til møder med europæiske statsledere, så de nu støtter ham med erklæringer på sociale medier og i pressen som modfortælling til Trumps narrativ om ham. Spørgsmålet er, om skaden allerede er sket.

Kommunikation er magt. Og lige nu er det ikke Zelenskyj, der har magten over sin egen fortælling. Hvis han ikke vil se sin egen fortælling blive smadret i Trumps presmaskine, må han tage konsekvensen og udskifte sine medierådgivere med folk, der forstår den nye fase af krigen – ikke kun militært, men også kommunikativt.