Twitter har ændret sig. Siger flere, der hvisker mig det i øret, og jeg har selv oplevet det. Det er en af de første sommerferier, hvor jeg ikke selv har haft lyst til at tweete, og hvor jeg har rådet flere kunder til at lade være at tweete, fordi der var for stor risiko for at komme ud i ufrugtbare diskussioner. Fra min liggestol kunne jeg se flere debattører eller bare Twitterbrugere, der vovede pelsen alligevel og endte i så mange tæsk, at det bekræftede mig i, at det var godt at slukke for Twitter i pausen, hvor der åbenbart er en del, der skal have den sidste frustration ud, inden de selv kan falde ned og finde feriero.
Desværre. Twitter, som vi kender det, er ved at dø lige nu. Det kan godt være, at der stadig vil være brugere af platformen, men det vil kun være de hårde, der er tilbage, hvis der ikke sker noget drastisk.
Jeg oplever flere kunder, der ellers har været dygtige og tilfredse Twitterbrugere, der siger det har ændret sig – at tonen er blevet hård, uforsonlig, at det ikke kan lade sig gøre at diskutere sagligt længere – Og jeg har selv kæmpet med at sætte ord på det – Indtil Lars Østergård gjorde det for mig. Da hans tweet ramte min sommerstrøm udbrød jeg et højt ”amen” fra liggestolen og det var ikke et ”Ammen, den mand er da idiot”, men et ganske solidt plus 1, som flere garvede Tweeps vil kunne huske som en af de små tilkendegivelser, man kan udtrykke, når man er enig. Vi ved at flere politikere er stået af, og flygter til LinkedIn, indtil de mangler pressetiden, og vi ved, at flere offentlige myndigheder helt opgiver at gå på platformen med mere end bare et logo.
I Podcasten ”På Tværs af Medier” argumenterer vi for i denne uge, at Twitter er blevet for de hårde hunde. Og at det kræver, at folk der gerne vil bruge platformen professionelt tænker lidt anderledes end dengang, man bare kunne hoppe derud.
Hvad er det, der gør Twitter hårdt? Flere ting – For det første har den gruppe mennesker, der tidligere holdt fanen højt for, at Twitter var et sted, man hjalp hinanden, grinede sammen og også kunne udveksle noget fagligt trådt et skridt tilbage – Og hårde debattører er trådt frem. Ingen nævnt ingen glemt – men der er folk på platformen, der altid rykker en midt over, der altid skriver ”Seriøst????” eller ”What the actual fuck???”, som i øvrigt er nok verdens mærkeligste, kiksede og mest nedladende samtalestarter og kun skabt for at en eller anden kan hive et udsagn skrevet på en helt anden platform eller sagt i en helt anden kontekst, og smide på bålet med Twitterbenzin som var det et strøg med en tændstik. For det andet er Twitter også blevet hjemsøgt af rigtig mange enten semi-anonyme eller i hvert fald profiler, der ikke har noget at tabe, fordi de ikke viser, hvem de er – og derfor er det omkostningsfrit for dem at tvære andre ud – Det er en af grundene til, at LinkedIn stadig har substans i kommentarfelterne, fordi profilerne har deres rigtige identitet, og fordi de ved, at en arbejdsgiver eller en potentiel arbejdsgiver ser med.
På Twitter er formen ovenikøbet skabt til, at man altid lyder lidt sur, lidt kort for hovedet, lidt provokerende, eller også, hvis man er afsender på en mening eller en vinkel, at det ikke kan lade sig gøre at få alle forbeholdene med – og det gør, at man egentlig virker som om man bare kaster et uunderbygget statement ud på platformen og får tæv tilbage.
Hvad gør man så, hvis man stadig er nødt til at være på Twitter fagligt, fordi det nu engang er journalisternes intranet, det sted, hvor nyheder forhandles, findes og vinkles, og hvor kilderne har mulighed for selv at byde sig til? Der er flere ting, jeg ville tage med i mine overvejelser, hvis jeg var organisation og skulle finde plads til Twitter i mit ”marketing mix”:
1. Brug så lidt tid på platformen som muligt
Ja. Det bidrager ikke ligefrem til bedre dialog på Twitter, men jeg ville bruge langt mindre tid end jeg troede jeg skulle, hvis jeg som organisation skulle have effekt – Jeg ville lade være at gå så meget i dialog, tweete færre gange med mere kvalitet og kun svare dem, der var væsentlige for mig. Og så ville jeg først og fremmest overvåge og finde frem til de samtaler, der har kvalitet. Tidligere kunne man falde over de gode samtaler og udvekslinger, nu skal det automatiseres.
2. Hav så få folk på platformen som muligt, men de mindst kritikforskrækkede og dygtigste
Jeg ville scanne endnu bedre nu blandt mine medarbejdere efter de personer, der får mindst ondt i maven af lidt hård dialog, og dem, som sagtens kan tvinge substans frem, selvom de stikker hænderne i en hvepserede. Og så ville jeg sende ganske få på, så jeg ikke spilder tid og kræfter. Og jeg ville faktisk ikke længere bruge så mange kræfter på at lære toplederen at være på platformen – Kun evt. som ghostwritten. De andre ledere er alligevel hoppet af og søger nye græsgange – og ingen ledere med respekt for sig selv tror længere på, at Twitter er stedet at være.
3. Tænk i andre platforme
Der findes offentlige myndigheder, der ved første indskydelse gerne vil have folk på Twitter – jeg fraråder det lige nu og sender dem i klassisk presse, i en række andre greb, der kan give pressetid og skabe interessevaretagelse. I vores podcast i denne uge argumenterer vi for, at der er andre veje til at skabe det samme.
Og mens Twitter retter sig ud igen kommer jeg også selv til at bruge platformen mindre. Desværre.
Podcast: Afspil i nyt vindue | Download
