Mediehuset Inger Støjberg. Nu kan du købe abonnement på Inger.dk og støtte dækningen af en kommende rigsretssag. Og du kan endda blive medlem af en folkeklub, som var det Anders And-klubben bare tilsat totalrealisme. Ja, og velkommen til næste skridt af medievirkeligheden. Kommunikatører og politikere, der er gået fra at udtrykke sig igennem medierne til nu endegyldigt at gribe ud efter rollen som producerende mediehuse med dem selv som hovedmediet.
Når Inger Støjberg skaber platformen Inger.dk er det en kæmpe langemand til såvel presse som kritikere, der troede, at de skulle plante Inger Støjberg i en position, hvor hun var nødt til pligtskyldigt bare at besvare spørgsmål under ed. I stedet bliver hun en del af dækningen og alt andet end en passiv anklaget.
Politikerne har gjort det i et stykke tid – Henrik Sass Larsen opererede ud fra et ønske om at skabe socialdemokratiske kanaler, der kunne være modtryk til den etablerede presse, hvor socialdemokrater kunne få lov at bringe deres egen version af sagernes tilstand og tale ud. Løkke havde som statsminister så slagkraftige sociale medier, at han kunne skabe solide modstrømme mod dårlige fortællinger i etablerede medier.
Vi har set amerikanske politikere, der har været eksperter i at gå ind i en politisk forhandling og levere det ene teatralske stunt efter det andet, fordi de ved, at der er langt mere rækkevidde, branding, stemmer, popularitet og magt i at tale til tilhørerne, der ikke er til stede, end dem, der er til stede i den politiske forhandling. Tilhørerne og samtaleparter i salen er reduceret til statister, og den offensive politiker med kontrol over mediesystemet producerer værdifulde soundbites og videostumper, der har viralt potentiale og kan forme perception og reception uden for den sal, de sidder i. I USA har vi blandt andet set det hos Alexandria Ocasio-Cortez, der konsekvent taler for at skabe noget viralt til nettet.
Vi har også set det hos andre politikere – Nyd lige kongresmanden med rekvisitten her.
I Folketinget er der en række ekstremt dygtige mediebrugere, der også forstår at gøre salen til et lille partikulært publikum (Som Perelman ville udtrykke det – læs mere om det i bogen “Fra Modtager til Medtager“) og danskerne uden for salen som det universelle publikum og det publikum, man faktisk gerne vil adressere f.eks. med sin tale. Går man til sit publikum på den måde, bliver folkene i salen til statister. Og det er da også, hvad der sker, når eksempelvis Lars Boje Mathiesen folder sig ud – Sætningerne er skabt for at lave indhold til sociale medier – Ikke for at bedrive politiske forhandlinger.
Inger Støjberg hopper fuldblods ind i samme medievirkelighed, og bliver udgiver og iscenesætter – og det vil sige, at hun i langt højere grad kan skabe en alternativ virkelighed, end den virkelighed som alle andre potentielt tror de befinder sig i og er enige om f.eks. i en rigsretssag. Hvis man har følgere og rækkevidde nok, så er det den iscenesatte virkelighed, der bliver opfattet som den rigtige – Uanset, hvad der er sandt og falsk, og det giver Inger Støjberg mulighed for både at forklare sin egen version og tage ting ud af kontekst, som hun vælger det – for hun har den redaktionelle ret. I USA har vi set en amerikansk præsident, der kunne overbevise folk om, at han havde vundet et valg, han rent faktisk havde tabt.
Det var også ønsket om kontrol og muligheden for at iscenesætte sin egen version af virkeligheden – og denne skribent gør sig ikke til herre over, om den er sand eller falsk – som Inger Støjberg var interesseret i, da hun ønskede at rigsretsagen skulle livetransmitteres – for så kunne hun henvende sig til publikum uden for salen med sætninger, der var langt stærkere og ord, der blev sagt for at påvirke virkeligheden uden for salen. Og det er effektivt ift. Støjberg eftermæle, videre politiske liv, og lægger et stort pres på samtlige aktører i rigsretssagen. Med Inger.dk og en power på sociale medier, der vel kun på en god dag matches af Lars Løkke eller Lars Boje Mathiesen, så har hun en vinderformular.
(Er Støjberg kæk nok, lader hun journalisterne betale for at få adgang og siger “ingen kommentarer”, så de er nødt til at betale for at hente hendes kommentarer på inger.dk, bemærker en journalist til mig, da jeg fortæller om tiltaget. Det er en skør skør verden)
