Det er det lange seje træk, der giver flere følgere til en Facebook-side, og der er med andre ord ingen hurtige genveje, hvis man vil haveværdifulde følgere. Nøglen til flere følgere ligger i, hvad du deler på din side. Det er via det indhold, du deler, at brugerne bliver opmærksomme på din side og eventuelt vælger at følge den. Derfor handler det grundlæggende om kvaliteten af det, du deler, og aktivitetsniveauet for hvor meget du deler, når der skal hverves følgere.

 

Først og fremmest drejer det sig helt banalt om at dele indhold, som er relevant for sidens nuværende følgere og som flugter med organisationens øvrige kommunikations-DNA. Du skal skabe værdi for dit publikum. Det kan være artikler fra nyhedsmedier, historier hvor organisationens medarbejdere er citeret, billeder og video fra organisationens begivenheder, nyheder og pressemeddelelser fra organisationens egen hjemmeside, debatindlæg eller læserbreve fra fagblade eller via Facebooks egen blog-funktion ’Notes’ eller det kunne være en deling af andre siders opslag eller begivenheder. Mulighederne er mange.

 

 

Det vigtigste er, at det indhold man deler, er engagerende. Det vil sige, at de brugere, der ser indholdet i deres nyhedsstrøm, skal få lyst til at interagere med indholdet; like, kommentere, dele, læse, klikke eller udvide opslaget. Enhver form for interaktion med opslaget vil være et signal til Facebook om, at her er noget interessant indhold, som skal spredes ud til flere brugere og dermed øge sandsynligheden for, at jeres side får flere følgere.

 

Hvis du starter organisationens Facebook-side helt fra bunden, så kræver det lidt ekstra at få de første 100 følgere. Her er nogle tips til, hvordan du får dem:

 

  1. Det første opslag: Her skal du have iscenesat, hvorfor I har startet siden på Facebook og i én eller to sætninger forklare, hvad man får ud af at følge netop denne side. Opslaget kommer ikke ud i mange menneskers nyhedsfeeds, da siden ingen følgere har, men det udfylder den rolle, at nytilkomne på siden kan se, hvad siden er sat i verden for, og så kan du også annoncere opslaget. Et opslag kunne lyde:

”Vi glæder os til at invitere dig til konference om xxxx

Frem mod eventen diskuterer vi Danmarks rolle i det europæiske samarbejde. Få de seneste nyheder og indspark i debatten om de danske EU-forbehold, Brexit, Europol og Schengen her på siden. Værsgo at følge med J”

 

Husk at dele opslaget med et fængende billede eller en kort video med mennesker.

  1. Inviter venner og venners venner: Det siger næsten sig selv, at det første nemme step er at få alle du kender til at invitere de venner til at følge din Facebook-side, de mener kunne have en interesse for eventen. De første 100 følgere kan være svære at få, så her er det en god idé at gøre brug af sit eget netværk, for at få siden i gang. Man gør det ganske enkelt ved at klikke i den højre kolonne på Facebook-siden under ’Fællesskab’, hvor der står ’Inviter venner’.

 

  1. Få vennerne til at dele siden: Den bedste anbefaling er den personlige. Derfor fungerer det godt, når sidens følgere selv anbefaler deres venner at følge siden – eller tagger deres venner i opslag. Du skal skrive en direkte opfordring til, at sidens følgere hjælper dig med at nå længere ud. Og du skal vente med at gøre det, til du har offentliggjort en 4-6 opslag, så siden ser levende og aktiv ud. Din opfordring må gerne have et lille sjovt twist eller bare være lidt skævt i forhold til andre opslag. Det kunne lyde i retning af:

”Vi vil så gerne nå ud til flere danskere med EU-interesse, og måske du kan hjælpe os.

 

Kender du nogen, der interesserer sig for EU-politik, Brexit eller Europol? Så tag vedkommende her i kommentarsporet eller del opslaget her. Når vi over 500 følgere, så fejrer vi det med kage – som vist er på mode – til næste arrangement J”

 

  1. Annoncer efter følgere: Du kan bl.a. hverve flere følgere ved at annoncere siden som sådan. Dem, du annoncerer mod, vil se navnet på din side, profil- og coverbillede samt en kort medfølgende tekst, som gerne skal vække modtagernes interesse og få dem til at følge siden. Teksten er ultrakort – du har kun 90 tegn at arbejde med – så det kunne være noget i retning af: ”Hvor er Storbritannien på vej hen? Bliv helt opdateret på Brexit-debatten her på siden” (86 tegn). Du annoncerer siden ved at klikke på ’Promoveringer’ øverst på siden. Her vælger du ’Opret ny promovering i anden sektion til højre. Her vælger du så den femte promovering ’Promover din side’, hvor du får mulighed for at opsætte tekst, billede og definere målgruppe. Sidstnævnte vender vi tilbage til under afsnit seks nedenfor.

 

Se mere om, hvordan du hverver følgere

Søgning