Regeringens medieudspil kommer torsdag, og inden vi går i podcaststudiet, i øvrigt sammen med Vincent Hendricks fredag og kigger på nogle af elementerne, så har jeg haft store forhåbninger – til især det livtag, som politikerne er ved at varsle for at få mere indsigt i, hvad især Facebooks ”secret sauce” indeholder.
Opdateret: Hør ugens podcast om Ekkokamre, Polarisering og Algoritmer i Magtsnak.
Algoritmerne har været min kæphest i mange år. Jeg afskyr, at der sidder folk rundtomkring i Danmark og forsøger at knække koder, der konstant ændrer sig, og gætter løs, for at få lov at nå ud til det publikum de gerne vil. Facebooks, LinkedIns, Googles forretningsmodeller, og mange flere spillere på techmarkedet, er baseret på deres algoritmer, og vi jagter alle sammen hemmelighederne bag som små hovedløse høns. Politikere forsøger at stramme budskaber, fordi de er sikre på, at algoritmerne på Facebook præmierer love og angry-knappen mere end like. Politikere kaster selfies i hovedet på os, fordi de regner med, at sociale medier præmierer ansigter. Væk er substansen, nuancerne, og der bliver skrevet langt mindre om emner, der er vigtige, hvis de ikke ”klikker godt”, end emner, der er langt mere væsentlige. Det kan kun skævvride vores demokratiske samtale. Der er masser af problemer i det her.
Grundlæggende ved politikerne, der skal regulere ikke nok. De aner ikke, hvad de regulerer om. Og det skal vi løse først. Lige nu turnerer Google og Facebook eksempelvis med den påstand, at der ikke findes ekkokamre eller polarisering på baggrund af spinkel forskning og en spinkel høring i Danmark for nylig. Den vender vi tilbage til i podcastrummet.
Jeg har sammenlignet Facebooks algoritmer med Coca cola-opskriften. I erkendelse af, at hvis Facebook åbner for hele butikken og viser alt, så ville deres forretningsmodel være udhulet, ligesom Coca Cola heller ikke lægger opskrifterne frem, fordi jeg så potentielt bare ville kunne lave Coca Cola og kalde det Boca Cola. Sammenligningen er dårlig ift. henholdsvis Colas og Facebooks potentielle effekt på vores demokrati, men det er måske ikke helt dumt ift. vores generelle sundhedstilstand. Forskellen er, at vi ikke aner, om Facebook i virkeligheden gør os dummere og Coca Cola i virkeligheden giver os f.eks. sukkersyge.
Det samme gjorde Politisk chef hos Google, Christine Sørensen i Deadline onsdag aften og argumenterede for, at der er flere måder at vise åbenhed på, når hun fortæller, at der bliver skruet på f.eks. Googles algoritmer hver eneste dag:
Når jeg taler om at ”åbne for algoritmerne” gør jeg mig ingen illusioner om, at nogen får noget ud af at kigge ind i et kæmpe kodestykke, hvis det ellers var så simpelt. Det er jeg ret sikker på, at Kulturministeren også ved – så hun bevidst siger, at der skal være “større åbenhed” om, hvad maskinerne gemmer på. Vi kan ikke bare åbne en eller anden kasse med en stor hemmelighed, og så bliver alt lysende klart, men vi kan kræve åbenhed. Jeg mener, at man kan kræve en række svar, under ed og ansvar fra f.eks. Google, Facebook og LinkedIn, som de er nødt til at svare på, så vi bliver i stand til at vurdere, om det er noget, vi har lyst til at basere så meget af vores infrastruktur på, eller om vi i langt højere grad skal advare om det, eller regulere det.
For bare at tage de ti mest indlysende:
- Jeg har interessekategorien ”Fisk og Skaldyr” og ”Mascara” og ”Forælder” blandt mine præferencer på Facebook. Hvorfor er de ord konkret blevet hæftet på mig? Er det fordi jeg har taget et billede af, at jeg har spist en hummer, fordi min kæreste har skrevet til mig på Messenger, at jeg burde være på festival og spise skaldyr sammen med hende, at jeg har klikket videre til min datters ønskeliste fra Matas via Messenger, og fordi jeg har smidt et billede op de gange jeg er blevet far? For jeg har aldrig selv indvilget i at registrere de ting. Hvorfor er det værd at vide? Fordi det er væsentligt at vide for alle, hvorfor de bliver puttet i de kategorier, de bliver puttet i, og hvad det bliver brugt til. Og ikke mindst, om jeg på grund af de interessekategorier ender i en retning, hvor jeg pludselig skal se to opslag med “Den uønskede marmorkrebs”.
- Præmierer Facebook og LinkedIn love og angry-emojis mere end likes? Hvorfor er det værd at vide? Fordi det kan betyde at f.eks. politikere bliver præmieret og oplever større engagement, hvis de kan skrive noget, der er polariseret, frem for noget, der er nuanceret. Og det skævvrider vores samtale.
- Baserer LinkedIn nyhedsstrømmen på, ikke bare hvad jeg selv har i min kalender og mail, hvis jeg har optet in til at de må, men også hvad afsenderne til min mailboks skriver og gør, så de ser bestemte ting i deres feeds? Hvorfor er det værd at vide? Fordi vi har paraderne nede, når vi tror at vi tilfældigvis bliver ramt af noget, der tilfældigvis var noget, vi havde en tæt tilknytning til.
- Baserer Facebook deres nyhedsstrøm på ordgenkendelse, så jeg f.eks. ser flere posts med ordet ”Sorg”, hvis jeg lige har skrevet, at jeg selv er i sorg, f.eks. på Messenger eller i Whatsapp, eller bare i en post på Facebook? Hvorfor er det værd at vide? Fordi det kan fastholde mennesker unødigt i sindstilstande, hvor de ikke selv er bevidste om, at de optræder i ordskyer.
- Hvad baserer Facebook deres annoncer på? Altså ud over de sparsomme oplysninger jeg selv kan se, hvis jeg klikker på ”Hvorfor ser jeg denne annonce”? For det er åbenlyst, at jeg ikke får en tiendedel af informationerne om, hvorfor jeg ser annoncerne, når jeg forsøger at finde den viden. Hvorfor er det værd at vide? Fordi det er væsentligt om det faktisk stadig er muligt post Cambridge Analytica at designe annoncer, der rammer folk f.eks. på neurose-skalaen i en Trumpisk OCEAN-model, og hvad de konkret er baseret på, om det er min adfærd, min geografiske position, at min telefon ligger ved siden af en anden telefon på et natbord og meget andet.
- Viser Instagram mig flere billeder af blonde kvinder i fitnesstøj, hvis jeg har en blond kæreste og dyrker fitness? Hvorfor er det værd at vide? Fordi de mekanismer kan bevirke, at jeg ser et verdensbillede på sociale medier, der leder mig længere og længere ned af en vej, hvor der kun findes mine egne præferencer.
- Ser jeg flere af mine venners posts, hvis jeg sympatiserer med deres budskaber? Hvorfor er det værd at vide? Fordi der de facto ville eksistere ekkokamre, hvis algoritmerne forbinder mig med mine venner, der bliver ved med at skrive ”nej til vacciner”, hvis jeg selv har skrevet ”Jeg overvejer at sige nej til vacciner” i et messengerfelt. Tænk selv eksemplet i yderligere variationer.
- Hvad ser jeg mere af, hvis jeg foretager mig hvilke handlinger og hvad bruger Facebook de oplysninger til? Altså helt konkret – Hvis jeg stopper op og kigger lidt længere på et billede af en sort cykel, ser jeg så flere sorte cykler på LinkedIn, Instagram, TikTok eller Facebook? Eller hvis jeg klikker på læs mere-knappen, eller skriver en lang kommentar til en bestemt post? Og hvorfor skal det være hemmeligt?
- Hvis vi ved, at Facebook har skruet op for viden om Covid for at hjælpe myndighederne til at sprede information i Danmark, hvad har de så ellers skruet op og ned for? Og er det kun ”de gode myndigheder”, de hjælper, eller hjælper de også Putin og Trump med at skrue op og ned for det, de synes er sand information? Hvorfor er det værd at vide? Fordi Facebook er med til at bestemme, hvad der er sandt og falsk og hvad der er godt og ondt fra myndigheder, uden at vi ved, om de gør det.
- Hvis jeg selv trykker meget på en angry-knap, bliver jeg så fodret med flere posts, der har mange angry-reaktioner i mit feed? Hvorfor er det værd at vide? Fordi Facebook potentielt kan forstærke mit humør.
Værsgo. Find selv på flere. De her spørgsmål kender jeg ikke svarene på. Jeg kan se tallene for dem, og konsekvenserne af dem. Og jeg kan også se, når f.eks. LinkedIn siger et, men tallene viser noget andet.
