Vi skal til folketingsvalg senest i oktober 2026. Og nej – det er stadig ikke kun politikken, der afgør vindere og tabere. Det er heller ikke kun kommunikation. Men kombinationen af politisk indhold, troværdighed, timing, formatforståelse og organisatorisk disciplin på tværs af medier fylder mere end nogensinde før. Og så betyder persongalleriet bare noget. Både hvem der er frontfigur, kandidater, og hvem der støber kampagnekuglerne bag.

Mediebilledet er fragmenteret. Opmærksomheden er slidt. Valget vindes i samspillet mellem tv, presse, sociale medier, kandidaternes gennemslagskraft og den organisatoriske evne til at gentage det samme budskab mange gange – uden at det føles gentaget – og valget vindes af dem, der er mest likeable og rammer vælgernes dybeste interesser, pains, passions, håb og frygt.

Jeg står selv igen uden for manegen. Sande rygter vil vide, at jeg efter kommunal- og regionsvalget i 2025 har takket nej til at rådgive partier og politikere. Ikke af manglende interesse – men fordi den type valgkampe, vi bevæger os ind i, er ekstremt hårde, opslidende og kræver en tilstedeværelse, der fortjener respekt hos dem, der kan holde til det. Respekt til alle jer, der sætter jer selv på spil og skal læse hos tilfældige skribenter, hvor godt eller skidt, I gør det. Husk, det er deres version af sandheden.

Her er derfor et overblik udefra: Partiernes form, deres styrker og svagheder, og til sidst: hvem der faktisk sidder i kommunikationsværkstederne. Hold i øvrigt øje med Troels Runges fine analyser af, hvilke sociale medier kandidaterne bruger.

Socialdemokratiet

Styrker
Socialdemokratiet er fortsat det mest professionelle parti på tværs af medier. De mestrer samspillet mellem regering, presse, statsminister og sociale medier bedre end nogen andre. De har penge til at købe massivt outdoor og stort set alle aviser i de sidste dage af valgkampen, og de har serveretten, så de ved, hvornår valget kommer. De ved, hvordan man laver negativ kampagne, og de ved, hvordan man rammer vælgerne i mellemgulvet.

Samtidig har Mette Frederiksen for alvor tændt for rally round the flag-mekanismerne. Krise-Mette er – uanset holdning – ekstremt stærk i kriser, hvor Trumps rækken ud efter Grønland betyder fremgang i meningsmålingerne. Derfor spekulerer analytikere også jævnligt i, om S og Mette har en interesse i at tale kriser op, så de bliver trusler helt ud i de små hjem. Russerne kommer. Eller Trump. Eller kineserne. Eller næste pandemi. Hold øje med outdoor i bybilledet – Når der begynder for alvor at være billboards og busreklamer, der taler om Tryghed og svære tider, så er der cirka 14 dage, til valget bliver udskrevet.

Svagheder
Vælgerne er trætte af jeg-alene-vide-formen og den meget kantede fremtoning – og faktisk så trætte, at S-pollsters åbenbart har opdaget det i deres analyser og er lykkedes med at trænge igennem til dem, der ellers ikke plejer at lytte til sådan noget. Det var faktisk lige før de opdagede det så sent, at lortet ikke kunne puttes tilbage i kamelen. Det kan blive et kæmpeproblem og er det allerede. At det er så stort et problem, at det skal adresseres med kampagne, har både Mette Frederiksen og Socialdemokratiet selv erkendt – blandt andet i nytårstalen, hvor hun medgav, hun skulle være bedre til at lytte. En ting er at sige det, noget andet er at handle på det og mene det. Det forplanter sig helt ned i kandidatfeltet, hvor rigtig mange af ministre og frontfigurer i partiet er formet af samme af og til arrogante fremtoning, mens vi nok skal få at vide fra politisk ordfører Christian Rabjerg, at det meste er en ikke-historie eller en misforstået vinkling – bliver han ved med det, så knækker den påtagede lytte-strategi indefra. Og bliver S ved at lave alle de små taktiske tricks de laver, når de skal i medierne, og meningsdannerland for alvor begynder at tale højt om det, så får de modvind.

(Dette er ikke Mette Frederiksen, og det er sket uden hendes viden på en medarbejders eget initiativ, bør vi forstå)

Kræfter i kommunikationsværkstedet
Tung erfaring, stærk styring og næsten ingen fejlmargin. Der er garanti for ”text book”-kampagner skåret ud med alt, hvad den skal have på tværs af medier. Men ikke mange superstjerner i kampagneværkstedet a la Mads Korsholm. Det er en dieselmotor, men ikke den mest kreative udfarende kampagne vi kommer til at se. Der er nogle gevaldige blundere på sociale medier, hvor kampagneholdet ikke har valgkampserfaring nok til at se, når de f.eks. bliver ”out ratioed” af Liberal Alliance og laver alt for tynde grafikker. Til gengæld er de bare bedst til presse – Tag bare kampen om fødevarechecken. Blå blok råber valgflæsk og bestikkelse, og Rød blok reagerer unisont ved at påstå, at blå blok ikke ved, hvor presset folkepensionistens økonomi er. Vi kommer til at se så mange gange i valget, hvor blå blok ikke matcher rød blok på pressedelen, hvis det er S, der får lov at styre showet.

Hvilke medier og kanaler mestrer de bedst?
Tv og presse. Sociale medier er forlængelse – ikke motor. Selvom Mette Frederiksen har lavet eksperimenter med gåture med influencers, podcasts, og en ”Mette insider”-konto, som vi andre skulle forstå ikke var en socialdemokratisk konto, men altså bare en medarbejder, der havde hygget sig lidt med en ”cute” privat-Mette i sin fritid, så er der ikke meget nyt under solen. Flere ministre ved, at TikTok bliver en kampplads, men rigtig mange hænger fast i meget old school-tænkning omkring f.eks. Facebook. Mette Frederiksen ejer Instagram, men kun hos dem, der helgendyrker hende i forvejen. Og så har S bare en gigantisk annonceringsfordel – fordi politiske partier ikke kan annoncere på sociale medier – Og fordi S bare er bedst til at annoncere offline. Udskriver de endda valget i juni, eller i september, så får de også en fordel af, at de er de bedste gadecampaignere. Ja ja, de er gode til meget – og det er da også derfor de får cirka en fjerdedel af stemmerne i Danmark, fordi deres kampagnestyrke er medvirkende – De kan hente 2-3% i en valgkamp fra den bliver udskrevet og til valgdagen.

Hvor stærkt er deres kandidathold?
Mette Frederiksen er uanset hvordan man vender og drejer det en af Danmarks to stærkeste politikere i presse og i tv-duel. I næste led er der superdygtige kampagnemagere som Kaare Dybvad, Bjørn Brandenborg, Peter Hummelgaard, Thomas Jensen med flere, men det er også et persongalleri, hvor vi har set på rigtig mange af de samme i rigtig mange år – stjerneskud Frederik Vad og hardhitter Rasmus Stoklund har efterhånden slået sig så meget i frontlinjen, at de ikke nødvendigvis bidrager til en positiv kampagne. Der er heller ikke mange nye stjerneskud, der har stukket næsen frem, eller har fået lov til at stikke næsen frem. Det er både en fordel og en ulempe. Sætter Mette Frederiksen en ung Holbæk-borgmester og en ung Aarhus-borgmester på stemmesedlen, så er valget afgjort. Men det er ønsketænkning.  

Venstre

Styrker
Mere disciplin, mindre støj. Troels Lund i spidsen. Stephanie Lose lige bag ham – og så fylder vi ellers op med Venstre-folk, der er driftsikre i en grad, der gør, at det nok skal løfte dem over de der irriterende 11-13 procent. 

Svagheder
Troels Lund Poulsen minder – uanset hvad han gør – om en skosælger krydset med en landmand fra Hedensted uden sexappeal. Med noget der tilsyneladende minder om samme operation grå mus som S gennemførte på Helle Thorning-Schmidt i årene fra 2007 og frem, har Venstre fjernet det sidste Traktor-Troels, der ellers havde kant og karakter. Det gælder både Instagram og karisma. Det er ikke en disciplin Venstre er fremmed over for – de skulle finde hjertestarteren frem, før vi begyndte at kunne lide en meget stiv Ellemann. Det er en gåde, hvorfor det ikke er lykkedes Venstre at fortælle, hvor meget Troels Lund Poulsen egentlig arbejder for sagen. 

Kræfter i kommunikationsværkstedet
Klassisk pressehåndværk. Lav risikovillighed. Driftsikkert. Slut. Deres problem er, at de mangler fortidens Christopher Arzrouni og alle dem, der lavede de beskidte, kantede og kreative kampagner, som da de hængte et billede af en meget langnæset politiker op på det sorte tårn, eller da de væltede krydsfinérfigurer og krævede svar fra Helle og Villy bag facaden. Det tværmediale kreative touch a la Stahl Hjaltelin og Co, er væk, og det betyder, at de ender med at gøre alt det som S gør godt lidt dårligere. Der kan godt ske nogle gode ting rundt om folk som Mediechef Hans Skovgaard, men de skal have gang i en negativ kampagne og langt mere kreative elementer for at dæmme op for røvkedelighed.

Hvilke medier og kanaler mestrer de bedst?
Presse og tv. Der er ikke meget nytænkning. Jo jo, et par Tiktok’ere, der forsøger lidt. Men der er ikke noget på sociale medier eller i gadekampagnen, hvor man tænker, at man blev ramt af noget, der tilnærmelsesvis var en hvirvelvind. I kommunalvalget holdt mange af Venstre-borgmestrene skansen, men det var med gamle værktøjer. 

Hvor stærkt er deres kandidathold?
Solidt – men ikke spektakulært. Frontfigurer kan ikke matche de andre partiers frontfigurers karisma. Det er problematisk – for det gør, at vi ikke husker Venstre efter en tv-duel eller efter en pressehistorie – og så er der helt utroligt mange mænd i samme blå skjorte og sort habit på Folketingskandidat-oversigten. Til gengæld kunne der godt ske noget positivt omkring en række utroligt stærke kvinder som f.eks. Marie Bjerre, Anne Honoré, Marie Brixtofte, Katarina Ammitzbøll, Linea Søgaard-Lidell, Marianne Lynghøj, Maria Ladegaard m.fl. Vi ved, at vælgerne kan lide stærke, dygtige, politisk vidende kvinder. Dem har de. Smid dem helt frem på forreste hylde. Damerne først.

Moderaterne

Styrker
Lars Løkke er fortsat magnet for vælgere, der vil have substans på højt niveau og kan se bort fra bilagshistorikken. Han blev udsat for en regulær lovestorm under mødet i USA, og når han først åbner munden i en TV-duel, så er det kun Mette Frederiksen der matcher ham på en god dag. Bliver valgkampen præget af store tunge dagsordener, så er det et Løkke-træf for Moderaterne. Skal vi tale unges mistrivsel, børnehaver og ældrepolitik, så kommer Løkke ikke til at shine fuldt ud. Moderaterne skal gøre alt hvad de kan for at tale de store tungeste substantielle emner, og håbe på at kandidatholdet taler i meget korte sætninger og ikke siger noget skævt.

Svagheder
Moderaterne laver for mange fejl både på højt og lavt niveau. Man må ikke give Løkke en grafik, hvor With staves med V – uanset hvor sejrrigt Rubio–Vance-mødet var. Der må ikke være så meget rod i det sekretariat. De må ikke glide i så mange sager, så de bliver dårlige. Laver de så mange fejl i en valgkamp, hvis spiralen vender den forkerte vej, og hvis Løkke begynder at blive bidsk på den underskudsagtige måde, så har de ikke noget tilbage. Deres øvrige kandidathold er slet ikke på niveau. Prøv at se præsentationer, når de er med i forlig. Hele skærmen skriger på medietræning, budskabstræning, styling, kilometer i benene, færre skæve personligheder. Socialdemokratiet, der er verdensmestre i negativ kampagne skal nok huske pressen og vælgerne på, at Moderaterne har både lig i lasten og skeletter i skabet, hvis Løkke får bare en lille smule medvind. Kandidaterne hos Moderaterne skal nok tage så let på kommunikationshåndværket, at de misser chancerne for at præsentere sig optimalt.

Kræfter i kommunikationsværkstedet
For få erfarne politiske hænder og for lidt kvalitetssikring. Går man i ”Gift ved første blik” og kalder sig selv ”Digital spindoktor”, så sætter man røven i klaskehøjde, eller i det mindste sætter kollegerne lårene i klaske-modus. Jonas Juul Bisserup er blevet partisekretær og kommer fra højeste sted i bureauverdenen – Men han skal altså matche partisekretærer, der er vokset op i deres organisationer og partier og har spist kampagne og politik til morgenmad. Digital og pressechef Cecilie Fisker har brugt en del af sin tid på at være kandidat til kommunalvalg. Det kan man ikke, uanset hvor fleksibel en moderne arbejdsplads bør være. Heller ikke selvom nogen vil argumentere for, at man lærer noget af det. Aldrig har der været så mange mærkelige titler på et organisationsdiagram – Nu skal det sekretariat lynhurtigt finde deres ben og få skabt noget stabilitet, og så skal de læse op på, hvad der er grundtræning for en folketingskandidat – Bisserup må rigtig gerne gribe fat i sin konsulentbaggrund og starte fra kernefortælling, budskabsudvikling, medietræning, præsentationsteknik og så fremdeles. Bootcamps, kurser, kurser, træning. Forfra. Af og til har man virkelig lyst til at spørge alle partier, undtagen Socialdemokratiet, om de ved de er live igennem på tv, og de faktisk skal sige noget til kameraet, der giver mening.

Hvilke medier og kanaler mestrer de bedst?
Løkkes egne kanaler og de kanaler han optræder i. Men det er hans egen fortjeneste. Krumtappen i det politiske mødested, Jeppe Søe, er væk. Og en del kreativitet. Det vil sige, at Moderaterne ikke længere har det der lækre entreprenante nytænkende snit.

Hvor stærkt er deres kandidathold?
Løkke fanger stemmer, og når han kommer i valgkamp, henter han også stemmer fra Venstre og fra Konservative. Men ellers er der godt nok langt til stemmeslugerne. Jakob Engel-Schmidt deler stadig vandene på grund af sin meget kantede fremtoning. Caroline Stage skal håbe på et valg sent på året på grund af barsel. Til gengæld når Monika Rubin tilbage. Ellers er der altså langt mellem kandidaterne, og det er svært at hente nye ind, når de har haft de sager de har haft. De skal overleve valget uden for mange tæsk, og så skal de have samlet stumperne op, når de kommer på den anden side. Medmindre Løkke laver en ”hail mary” og får placeret sig som kongemager.

SF

Styrker
Deres politik. Danskerne kan lide SF-politik. Og SF er gode til at holde deres position på den helt præcise midte af venstrefløjen med klima, børn, natur. Det har for alvor slået igennem på kommunalt plan og ved Europa-parlamentsvalget. Det endelige gennembrud i Folketinget kan godt komme nu. Især hvis Jacob Mark gør alvor af, at han savner Christiansborg. SF har igennem flere år formået at sætte sig perfekt på bløde værdier uden at være for tough on indvandring. Det kvitterer en stor gruppe vælgere for.

Svagheder
Er Socialdemokratiet stærke, så er SF hele tiden lillebror. Let’s face it – Man kan ikke se for sig, at Pia Olsen Dyhr kan være en lige så stærk statsminister som Mette Frederiksen. Den dag Pia Olsen Dyhr siger, at hun er statsminister-kandidat, så ser vi SF i et nyt lys, og det er ikke sikkert, at vælgerne synes om det lys.

Kræfter i kommunikationsværkstedet
Danmarks bedst skjulte kampagneværksted. I de år, hvor jeg har siddet på tv og kommenteret på politisk kampagne har masser af partier stukket næsen frem og udråbt sig selv som verdensklasse til både det ene og det andet. Det hører man ikke hos SF. 

Hvilke medier og kanaler mestrer de bedst?
Man skal ikke underkende SF’s gadekampagne-teknik og deres evner til at være allestedsnærværende i plakatland. De er et gadeparti, og det gør de godt, fordi de har en solid infrastruktur og masser af unge kandidater med virketrang. Prøv selv at stille dig på Dronning Louises Bro i København, når plakater bliver givet fri – Eller tæl hvor mange gange du møder en SF’er på gaden. Man skulle tro, at de var dobbelt så mange som de andre partier i det parti.

Hvor stærkt er deres kandidathold?
Faktisk rigtig godt. Der er masser af gode navne og det er stabilt i alle kredse. Men det er ikke navnene, der er det, der gør SF kendt. Det er SF. De kommer til at mangle Jacob Mark. Måske, for han kan nå at blive kandidat endnu.

Enhedslisten

Styrker
Uanset hvornår Enhedslisten er i valgkamp, så er der en understrøm af lige dele mobilisering og lige dele autonomi under motorhjelmen. Pelle Dragsted er i spidsen af et Folketingsvalg for første gang, og når danskerne ser ham i tv-dueller og i valgkamp helt i front, så vinder Enhedslisten massivt på det. Det kan blive ret godt.

Svagheder
I det parti er der altid en eller anden aktivistisk ræverød vildfaren ukendt kandidat, der giver anledning til, at pressen kan skrive, hvor skøre elementer, der af og til er i Enhedslisten. Deres største problem er, at partiet ikke er strømlinet som f.eks. Socialdemokratiet, men de ønsker sig det heller ikke. Det er bare en krigsomkostning, der skal regnes med.

Kræfter i kommunikationsværkstedet
Tidligere Greenpeace-rådgiver Jon Burgwald skal som sekretariatschef med langt færre penge og færre lønkroner end de største partier lave kampagne som om de er et af de største partier og med færre dedikerede kampagnemedarbejdere end i andre partier. Det må kunne lade sig gøre, når Frank Aaen er ansat som økonomisk rådgiver. 

Hvilke medier og kanaler mestrer de bedst?
I kommunalvalget ejede Enhedslisten København på gaderne. I hvert fald der, hvor de vidste de ville høste stemmer, og de har faktisk meget godt styr på Facebook. Men de tider, hvor man havde fire-fem virkelig vilde Enhedsliste-topfigurer på Twitter eller konstant i pressen med kritiske vinkler på alt, hvad der rimede på Danske Bank og folk, der tjente for mange penge, er ovre. De mangler at finde fodfæste og nogle kanaler, hvor de for alvor banker igennem. 

Hvor stærkt er deres kandidathold?
Pelle Dragsted har slet ikke forløst sit potentiale endnu. Det kommer til at ske under Folketingsvalget. Men der mangler nogle sekundanter og nogle stærke kandidater ud over ham. Rotationsprincippet hos Enhedslisten har været garanti for, at ingen bliver magtfuldkomne, men det har også været en bombe under kontinuitet. Rosa Lund har tidligere været stærk, men ellers er deres kandidater altså bare ikke stemmeslugere. De skal skærpes.

Liberal Alliance

Styrker
Har stadig rollen som oprørerparti i blå blok – og er de frække i klassen – det er en fed position at have, fordi man kan tillade sig at sige alt det der er kækt og kantet uden for alvor at skulle finansiere det på stedet med en 30-års-vision. Alex Vanopslagh er stadig hip og nede med de unge – og de unge, der ikke kunne stemme på Alex i 2022 kan i 2026. Han har ikke samme Daddy-hype, som da hypen var på sit højeste, men stadig nok til at ramme 10% til et Folketingsvalg. 

Svagheder
Mads Strange-tendenserne. Der er simpelthen stadig for mange kandidater, der på et eller andet tidspunkt får presset kommunikations-citronen for hårdt. Vi gider ikke de der skøre business angel-ung-liberale med anarkokapitalistiske tendenser. Det er for skørt. Og så er det lykkedes de store partier at plante narrativet på Christiansborg om at Alex Vanopslagh mangler substans og er en dilettant i forhandlingerne. Det skurrer imod ”barnets nærmeste udviklingszone”, som min psykolog-mor ville have sagt: Han bliver aldrig for alvor voksen i de voksne vælgeres optik.

Kræfter i kommunikationsværkstedet
Pressechef Peter Bollerup har efterhånden så meget erfaring i at lave dødemandsslaget på de smådårlige historier, der kan spire, så LA faktisk er gået overraskende let igennem kriser, andre partier ville opleve som et trafikuheld og selv lave hjulspind i det. Mads Korsholm, kampagnekriger og den stærkeste amerikansk inspirerede kampagnemager Danmark har set digitalt, er for længst borte, men hans kreativitet trækker stadig lange spor helt ned i den genopstandne Alex taler med sig selv-video-strøm. LA har altid været gode til selv at fortælle, at de er verdensmestre især i digital kampagne. Det er spørgsmålet om de det, når alle andre har indhentet deres forspring på TikTok og de frække medier. 

Hvilke medier og kanaler mestrer de bedst?
Alt det der er ungt. TikTok er stadig kun til låns for de andre partier, så længe Alex Vanopslagh ikke anstrenger sig. Når først LA rykker ind på Reddit, TikTok, Instagram og YouTube, og når de ruller faktisk et generelt imponerende plakat- og outdoorgame ud, så begynder de at skabe momentum. Deres kampagner sidder også generelt godt, og det er noget man husker – Fordi de kan være kække i oprørerpositionen. Man skal ikke underkende, at de har en Mikkel Andersson som ”Chef for værdikamp”. Unge Sebastian Savio Nørby er netop i en artikelserie hos Berlingske blevet udråbt som et stjerneskud. 

Hvor stærkt er deres kandidathold?
Solbjørg og Alex – som en nyindspilning af Kaj og Andrea, bare i yngre kækkere format. Får de først vind i sejlene, og gider Ole Birk og Pernille Vermund mere end de plejer at gide, når de ikke hader at falbyde sig selv i en valgkamp, så kan det blive ret godt. Merete Riisager kommer ind efter en frivillig politisk pause. Sætter de også Alexander Ryle på stemmesedlen, så er der ved at være noget bund. Der er også et par rigtig spændende navne i nuværende Folketingsmedlem Steffen Larsen, og nytilkomne Freja Brandhøj.

Dansk Folkeparti

Styrker
Trumpistisk retorik har virket. Det er opskriften på Morten Messerschmidts genrejsning af Dansk Folkeparti – fra at have ligget tæt på spærregrænsen og til, at Dansk Folkeparti pludselig er en kæmpe trussel for Socialdemokratiet. Undervejs har Messerschmidt sat fuld skrue på retorikken, på den måde, politikken er ført frem på, og de kampagnegreb, der er taget. Tonen er skruet så højt op, at man ikke skal være sart for at lytte med. Sagsanlæg mod Lidegaard topper den. Det fanger vælgerne på højrefløjen, der ikke kan lide en arrogant og magtfuldkommen statsminister eller at få at vide, at de er mindre værd fordi de tror på, at de siger tingene direkte.

Svagheder
For voldsom kant straffes – senest i kritikken af Messerschmidt og Trump-krisen. Dansk Folkeparti skal håbe på, at valget kommer snart – for ellers er der noget momentum, der kan forsvinde. Og så er de bare ikke lige så gode kampagnemagere som de andre partier. Der mangler ganske enkelt noget grundhåndværk, som partiet senest havde, da man købte reklamen på Kryds og Tværs-placeringen i Ud & Se med DSB. Det er som om de bare altid trykker på de forkerte knapper.

Kræfter i kommunikationsværkstedet
Det var vel en af de større overraskelser, at Asger Juhl ville træde ombord som pressechef hos DF. Jeg ved ikke, hvorfor Mitchell Oliver optræder som sit alter ego Mitchell Vestergaard på oversigten over medarbejdere. Men med ham er der garanti for amerikansk inspiration og ekstrem negativ kampagne, at DF kan være med i Meme-land og at de smadrer løs på den magtfuldkommenhed, som danske vælgere har spottet hos S.

Hvilke medier og kanaler mestrer de bedst?
Facebook og pressestunts og negativ kampagne. De har fuldkommen styr på at lave taler og spørgsmål i salen som bliver optaget og klippet til at skabe forargelse – det kan man diskutere, hvor fedt det er for folkestyret. Men det virker. Retorisk har de strammet skruen så meget, at de har taget en bid af Danmarksdemokraterne.

Hvor stærkt er deres kandidathold?
Morten Messerschmidt har altid været en kampagnegigant og en vild kommunikatør. De eneste tidspunkter, hvor han ikke har haft gennemslag var under Meld & Feld-retssager og kriser. Ellers er manden en kæmpe engagements- og stemmesluger. Spørg Dan Jørgensen og S helt tilbage ved EP-valg 2009. Og så har de efterhånden et ret vildt kandidathold. Mette Thiesen, Peter Kofod, Nick Zimmermann, Mikkel Bjørn. Som alle trykker på forargelsesknappen, når de har lyst, men også er aktive, vidende, arbejdsomme. 

Konservative

Styrker
Solidt. Stærkt kampagneværksted. Har pengene. Har politik på hylderne.

Svagheder
Det har været Konservatives helt store problem i mange år, at deres politik ikke er udviklet, så man kan genkende den. Når de åbner munden, kommer der politik ud, der lige så godt kunne have været Venstres, en smule LA eller lidt Moderaterne. Det er ikke godt nok for et parti med så mange ideologer, der skriver sig rundt om Konservative, uden for alvor at få lov at træde ind i politikudviklingsrummet. Partiet lider fortsat under, at de overvurderede Pape Power og at Mona Juul kommer fra en bureauverden og ikke er hyret på grund af sit ideologiske overskud.

Kræfter i kommunikationsværkstedet
Her er jeg desværre biased. Kampagnechef Thomas Højgaard er vokset delvist op hos mig, så jeg ved, hvad han kan – men det er en underdrivelse at understrege, at Konservatives kampagneværksted er supersolidt, der er fokus på langt sejt træk, træning af kandidater og masser af viden om, hvilke knapper man skal trykke på. Generalsekretær Søren Vandsø har været der i en menneskealder, og han er igen omgivet af pressechef Filip Lauritzen, mens tidligere politisk chef Simon Merrild er kommet tilbage som særlig rådgiver for Mona Juul. Det betyder kontinuitet og stabilitet, men ikke nødvendigvis kritisk nytænkning. Det gør K til et kampagneværksted, og de har penge nok til at hyre et kreativt bureau til at give dem noget overraskelseseffekt i udtrykket. Der bliver ikke slået mange tallerkner itu i det køkken, men man kan altid få en supersolid dagens ret.

Hvilke medier og kanaler mestrer de bedst?
Allround bedst og mest stabile. Der bliver bygget pæne hjemmesider, trænet kandidater, de får deres faste adgang til hurtigt og korrekt tryk ”hos Degn”. 

Hvor stærkt er deres kandidathold?
Vi elsker Mona. Men vi elsker hende ikke nok til at Konservative for alvor hopper op i det to-cifrede. Masser af fine løjtnanter. Mai Mercado kan nå at komme tilbage inden valg fra sygdom. Mette Abildgaard er altid driftsikker, og så er der en række lokale kandidater, der kan rigtig meget i en valgkamp, fordi de har været kandidater før, og har noget sult efter at de oplevede, at Søren Pape og Konservative nedsmeltede ved seneste Folketingsvalg. Men der er også mange kandidater, der har et lag af helt almindelig kedelighed over sig og ikke er billetsælgere. Det gør, at alle kandidater skal præstere optimalt, fordi der ikke er superstemmeslugere.

Danmarksdemokraterne

Styrker
Inger Støjberg har fortsat folkelig appel helt ud i yderste støvede hjørne på de jyske bondegårde. Den star quality sikrer, at Danmarksdemokraterne altid hiver alle de vælgere hjem, der synes de ikke bliver hørt af parnasset. Dem der har lyst til at skyde en ulv, men ikke må for en eller anden dum regering. Dem der laver flæskesteg i airfryeren. Dem der ikke vil acceptere, at ”Jylland bliver hele verdens batteri” og have vindmøllervinger i baghaven. Der er så mange nej’er, at selv forplejningen ved ”Nej til C02-afgift”-rallys hvor man kunne ride på en tyr, ikke var en bajer, men en nej’er. Det er nej til jernmark. Nej til Mette Frederiksen. Nej til nej. Det er helstøbt. Og det kan en masse i produktionsdanmark, som Danmarksdemokraterne kalder udkantsdanmark.

Svagheder
Presset når Messerschmidt og Lars Boje har overtaget lidt af det kantede, Støjberg havde monopol på. Der er ligesom ikke rigtig noget yderligere højrefløj at kravle ud på, uden man ryger helt ud over kanten. Og så er partiet Støjberg, og ingen andre kandidater. Kim Edberg har stadig en af Danmarks vildeste engagementsrater på Facebook, men ellers er der for langt ned til de næste.

Kræfter i kommunikationsværkstedet
Der er faktisk dygtige kampagnekonsulenter, men ikke nogen der på LA-vis har behov for at vinde priserne for det undervejs. Rune Slot Andreasen har taget en ordentlig tur fra Venstre, over kost- og ernæringsforbundet, Landbrug og Fødevarer og ind som chef for sekretariat og politik, og Emil Winckler turen fra Støjberg til politisk redaktør på 24/7 og tilbage igen som pressechef. Det er et fint setup.

Hvilke medier og kanaler mestrer de bedst?
Facebook på forargelsesniveau og hårde kantede lidt halvsarkastiske pseudoironiske mavesure ytringer fra Inger Støjberg med et gran af selvironi og latent had til statsministeren. Den tone kan trods alt ikke kopieres. Og så har de faktisk igennem tiden vist, at de er voldsomt kreative. Det er sgu da kreative at gå på Folkemødet som Rødhætte og få politiske modstandere til at skyde på mål efter en ulv, mens man råber ulven kommer. Eller at invitere til Rodeo mod Co2-udgift i Skive og drikke Hancock-nejer-bajere, hvor man kan vinde en airfryer. Har du i øvrigt set tv-køkken med Inger, hvor hun laver baconsvøbt medister i airfryeren, mens hun siger ”dansk, dansk, dansk” og ”gris”? Det er høj klasse.

Hvor stærkt er deres kandidathold?
Begrænset bredde. Inger skal bære den her hjem. Kim Edberg vinder noget Nordjylland. Mads Fuglede kan også noget. Susie Jessen og Peter Skaarup kan også, hvis de kommer i gang. Men ellers er der et lag, der mangler noget kandidattræning, så de ikke trykker på noget forkert, eller så de får smidt de sidste lag af tilbageholdenhed. 

Radikale Venstre

Styrker
Insisteren på altid at gå den svære vej, at være menneskelighedens og ordentlighedens parti. Mangen en vælger har igennem tiden fundet en midlertidig holdeplads hos liste B, når de gerne ville have et parti med økonomisk forståelse og ikke have strammere regler for udlændinge, eller ville have et parti, der var røde nok til ikke at være autonome, og blå nok til at have økonomisk sund fornuft. 

Svagheder
Insisteren på altid at gå den svære vej, at være menneskelighed og ordentlighedens parti. Det er som om de bare altid gør alting svært i det parti, så der kommer uld ud af munden på alle, eller så de bare bliver en smule usynlige. Partiet for troværdighed og intellektuel kapital bygget på Margrete Vestagers kæmpe karisma faldt dybere med Morten Østergaards lår-roderi, end andre ville have gjort for samme forseelse, fordi de altid har pakket alt ind i skinhellighed. Siden da har de skulle finde deres form og fortælling.

Kræfter i kommunikationsværkstedet
Masser af gode kræfter. Under kommunalvalget var det måske det parti, der var bedst til at servicere deres lokale kandidater med træning, rådgivning, mulighed for at bygge noget, få del i kampagnesprint mv. Det er ikke værkstedets skyld, at de ikke for alvor har medvind hos Radikale.

Hvilke medier og kanaler mestrer de bedst?
Hmmm. Det grafiske og det kreative kampagneudtryk. Men der bliver ikke vundet mange stemmer på at være dem, der har tænkt mest magenta og fonte og farver – det er som om Radikale bare de seneste 15 år har insisteret på at være dem, der skulle gå forrest og overbevise vælgerne om, at det var hipt at stå lidt anderledes på valgplakaten med den helt rigtige farvetone – men det er kun en brøkdel af vælgerhavet, der går op i hvad Comic Sans det er. Martin Lidegaard er lige hoppet på TikTok, og vi tror ikke rigtig på det, vel? Som at se mænd på 46, der begynder at gå til karate og tror, at de skal til at sparke i hovedhøjde. Det er tørt og intellektuelt, men aldrig fuldblown Bo Lidegaard. Det er godt nok svært.

Hvor stærkt er deres kandidathold?
Uanset hvor meget det smerter at skrive det: Martin Lidegaard er et svagt kort i front, fordi han er alt andet end polemisk, udfarende, kantet, kampagnetænkende – i det virkelige liv uden for politik er det en ros. Oneliners bliver bare altid til en halv sides penge. I dette mediebillede er der ikke plads til at have en så velovervejet frontfigur, hvis man vil over 5% – så skal kandidatholdet under ham godt nok sparke igennem – og problemet med ellers kantede Samira Nawa og Zenia Stampe er, at deres retorik, når de hæver stemmen, bliver en diskrepans ift. Radikales velovervejede tone og udstiller problemstillingen: At vi føler os talt op til, men samtidig lidt talt ned til. Stinus Lindgreen er toppopulær, fordi han har ramt en tone, hvor mange føler sig beriget, uden at man får den der skinhellige vibe. Måske skal han tage hele kandidatholdet under armen og lære dem kommunikere. Gerne sammen med Thomas Rohden. Men det kræver jo, at alle kandidaterne vil lytte og lære. Det er spørgsmålet om de vil det.

Alternativet

Styrker
Kæmpe troværdighed på klima og på kaos-kreativitet.

Svagheder
Bevægelsen fra bevægelse til politisk parti. Det lykkedes aldrig at blive et længerevarende levedygtigt projekt. Og det er måske også i orden, hvis andre partier blev tvunget til at oppe sig på klimaet, og dermed gjorde Alternativet en smule mere overflødige. De sande alternativister ville jo kunne bryste sig af, at de faktisk løste opgaven og døde for sagen. Alternativet lever endnu, men de vil potentielt kunne skrive i deres nekrolog, at andre partier stjal deres klimapolitik og deres politiske værkstedstilgang.

Kræfter i kommunikationsværkstedet
Har man ingen penge, så er man nødt til at have ildsjæle. Og ildsjæle er ikke altid lige så toptunede og trænede som profiler, der lever af professionel politik og kampagne. Til gengæld er der altid garanti for noget kreativitet.

Hvilke medier og kanaler mestrer de bedst?
Den kreative valgplakat. Alle kan høre Allan Lindemark råbe ”Spil noget med Slayer” eller Uffe Elbæk satse alle kampagnekronerne på en valgplakat lavet af is, der smelter. Ingen partier har fået mere opmærksomhed ud af færre kampagnekroner igennem tiden, end Alternativet. Til gengæld ejer de ikke kongens mønt. Selv deres hjemmeside mangler ressourcer til at få luget ud i alle de banale værste fejl. Det kan hverken lade sig gøre at se, hvem der kandidater eller medlemmer eller medarbejdere, medmindre man leder efter den usynlige sandwichmenu. Som at se et ophørsudsalg, hvor alt skal væk.

Hvor stærkt er deres kandidathold?
Franciska Rosenkilde gør hvad hun kan, men de meget vidende klimaforskende biodiversificerende kandidater under hende er usynlige. Torsten Gejl blev så overbebyrdet, at alle vidste at han var nødt til at sætte tempoet ned, måske før han selv gjorde, men han er stadig et voldsomt godt kort. Allan Lindemark er til gengæld sprunget fra kampagneværkstedet og ud som kandidat. Det bliver en fest.

Borgernes Parti

Styrker
Ekstrem kant og klar retorik. Det er Liberal Alliance på forargelses-speed, og de appellerer til cirka 1,9% af vælgerne. Lars Boje er en rigtig kampagnemager.

Svagheder
Lars Boje på en dårlig dag. Og dem har han desværre nogle stykker af. Når han bliver for skæv eller skør, så bliver man mindet om, at projektet virker lidt skævt eller skørt. Og så er hans stil for let at kopiere.

Kræfter i kommunikationsværkstedet
Vi ved fra jungletrommerne, at Lars Boje tidligere har været på udkig efter et bureau til at hjælpe. Ellers er det begrænset med hjælpere. Pressehenvendelser går direkte til en pressemail, og kun Viviana Ellasofie stikker næsen frem som medarbejder, hvis man virkelig graver, og så er der Asger, Helle og Laura. De skal kæmpe for at komme lige over spærregrænsen, og de har utallige benspænd imod sig.

Hvilke medier og kanaler mestrer de bedst?
Facebook og konflikt. Lars Boje designer sine talelinjer efter at de skal vandre på tværs af medier. Det er næsten blevet kopieret en til en af Messerschmidt, og når alle gør det, så er ophavsmanden selv bare en af mængden.

Hvor stærkt er deres kandidathold?
Lars Boje, og så ukendt, nomen nescio, A.nonym, og ingen andre. Men det er også svært at trække holdspillere til en en-mands-hær.