
Uddannelsesnetværk – Masterclass – Digitale kommunikatører
onsdag, 11. november, 2020 @ 10:00 - onsdag, 26. maj, 2021 @ 15:00
19.995DKK
Er du allerede en dygtig social media-ansvarlig i en interesseorganisation, politisk styret organisation, i en styrelse, kommune eller i et ministerie? Mangler du den nyeste og dybere viden omkring de discipliner og kanaler, du allerede beskæftiger dig med? Er du parat til et netværk, hvor der faktisk findes dumme spørgsmål, som du skulle have forberedt dig på inden?
Elberth Kommunikation gentager successen fra 2018 og udbyder et uddannelsesnetværk til dig, der allerede er på et højt niveau, men vil mere end at kradse i overfladen. Vi går ambitiøst til værks for at dykke ned i den viden, som du kun får ved at nørde helt igennem.
Som deltager i vores netværk for social media-medarbejdere sørger du sammen med de andre deltagere for at bidrage, så vi kan bringe vores viden til et nyt niveau på alt omkring Facebook, Twitter, Instagram, Snapchat, LinkedIn og meget mere. Og du bliver klædt solidt på til at optimere dit daglige arbejde med sociale medier.
Netværket behandler løbende den nyeste udvikling, og vi inddrager de stærkeste oplægsholdere og fagfolk. På 15 netværksdage over 8 måneder gennemgår vi op til 24 emner – vi dykker dybere ned i platformene og de forskellige greb og i flere tilfælde træner vi f.eks. annoncering sammen med de største eksperter. Vi gør brug af eksterne eksperter til de emner, hvor Elberth Kommunikation ikke selv kan tilvejebringe ekspertisen, og vi springer inspirationsoplægget over og beder hver formidler/underviser om at dykke dybere ned i værktøjskassen, så du bliver udfordret på den viden du allerede har.
Undervejs tager vi skridt mod at du/din organisations kommunikation bliver slebet, så du får den rigtige stemme på sociale medier.
Undervisere/ Oplægsholdere
Netærksfacilitator er Benjamin Rud Elberth, rådgiver og indehaver af Elberth Kommunikation. Benjamin er specialist i digital kommunikation og rådgiver om, hvordan man skaber effekt med sociale medier og digitale platforme og udformer og styrer digitale strategier. Benjamin er efter mange års arbejde for bl.a. politiske partier og politiske organisationer specialist i at flytte holdninger med nettet og i at påvirke mediebilledet med digitale medier. Benjamin har igennem årene hjulpet adskillige organisationer med at rekruttere sådan nogen som dig og ved, hvilke tekniske og kommunikative kompetencer der kræves for at sidde i din stilling.
Vi gør brug af 15 gæsteundervisere, der bliver offentliggjort løbende frem mod programstart i november. Vi tilstræber at finde de største eksperter på hvert deres område, så vi bliver udfordret til et nyt niveau. Indtil videre betyder det, at du bliver klædt på af Thomas Bigum, David Lorentzen, Jesper Claus Larsen, Mads Keilberg, Plesner Advokater og mange flere enten solide eksperter eller autodidakte praktikere på et niveau, hvor man ikke længere kommer uden om dem, hvis man skal lære af de bedste.
Tid og sted
Uddannelsen gennemføres på Villa Workspace, Ewaldsgade 7, 2200 København N.
- Onsdag d. 11/11
- Onsdag d. 25/11
- Onsdag d. 9/12
- Mandag d. 21/12
- Onsdag d. 13/1
- Onsdag d. 27/1
- Onsdag d. 10/2
- Onsdag d. 24/2
- Onsdag d. 10/3
- Onsdag d. 24/3
- Onsdag d. 7/4
- Onsdag d. 28/4
- Mandag d. 12/5
- Onsdag d. 26/5
- Onsdag d. 9/6
alle dage fra 10.00-15.00, kun afbrudt af en halv times frokost, som vi spiser sammen hos La Pausa ud mod søerne i København.
Pris
Prisen er 19.995 + moms alt inklusiv og faktureres ved opstart. 2 medarbejdere fra samme firma/organisation må gerne dele netværket mellem sig. Prisen dækker undervisning, materialer, forplejning og et eksemplar af bogen “Fra Modtager til Medtager – Sådan understøtter du klassiske kommunikationsdiscipliner med digitale og sociale medier” fra marts 2020.
Målgruppe
Alle ansvarlige for sociale og digitale medier i en interesseorganisation, politisk styret organisation, i en styrelse, kommune eller i et ministerie. Du er på et højt niveau, så vi kan springe grundintroduktionerne til de mest almindelige sociale medier over. Du har sandsynligvis allerede fået undervisning af Elberth Kommunikation eller læser med på de allerbedste blogindlæg fra vores hånd. Du er blevet træt af kurser og netværk, hvor du får for få guldkorn med hjem.
Er du i tvivl om niveauet er for højt eller for lavt for dig, så skriv til [email protected]
Program (Udbygges efterhånden, som eksterne eksperter tilknyttes):
- Onsdag d. 11/11 – LinkedIn
- Onsdag d. 25/11 – Tiktok og Influencer Marketing (2 emner) – Med Mette Skammeritz og Mads Keilberg
- Onsdag d. 9/12 – Tal/måling og Employee Advocacy (2 emner) – Med Jesper Claus Larsen og Rikke Damgaard.
- Onsdag d. 13/1 – Twitter
- Onsdag d. 27/1 – Virtuelle møder/webinarer – Med Kristian Koch – og Overvågning og mikroanalyse – Med Stefan Bøgh fra Overskrift.dk
- Onsdag d. 10/2 – Video. Hvilke formater virker til hvad. Hvordan filmer man selv, og hvordan arbejder man bedst med eksterne leverandører? Live eller ej? Med Frederik Juulstrup.
- Onsdag d. 24/2 – Instagram – Med Mette Willert
- Onsdag d. 10/3 – Grafik. Infografikker, GIF’er og grafikker til kampagne. Kreative processer og samarbejde med grafiker. Med Natasja Lykke.
- Onsdag d. 24/3 – SEO og Hjemmesider (2 emner). Med John Nielsen og Sune Toft.
- Onsdag d. 7/4 – Podcast og Vodcast med Mikkel Aslak og Native Advertising, bannere, annoncering på netaviser (2 emner) Med Tommy Rauff fra Altinget.
- Onsdag d. 28/4 – Annoncering på sociale medier. FB, IG, Snapchat, Tiktok, YouTube, Twitter og LinkedIn. Med David Lorentzen.
- Onsdag d. 12/5 – Facebook i dybden. Med Thomas Bigum.
- Onsdag d. 26/5 – Nyhedsbreve og Jura, Cookieregulativer, GDPR, Ophavsret mv. med Plesner Advokater (2 emner)
- Onsdag d. 9/6 – YouTube og frit emne afhængigt af udvikling på området (2 emner)
- Plus en dato, som vi finder sammen til ekstraemne.
Sådan behandler vi emnerne (Udbygges efterhånden, som eksterne eksperter tilknyttes):
- Overvågning på tværs af medier – Vi gennemgår muligheder og platforme. Hvad er dyrest, skarpest, mest brugbart? Hvad kan man ikke undvære? Vi får blandt andre besøg af Altinget Monitor og får lov til at klikke rundt i deres værktøj til at influere den politiske dagsorden. Og vi får besøg af drengene fra Overskrift.dk og udfordrer dem på brug af deres dataværktøjer og muligheder for større analyser end bare overvågning.
- Grafik – Infografikker, GIF’er og billedbrug til kampagner. Hvordan laver man det selv til husbehov, og hvordan arbejder man godt sammen med grafikeren eller det eksterne bureau for at få et godt resultat? Hvordan sikrer man, at den kreative proces virker? Vi får besøg af grafisk designer Natasja Lykke, der ud over at være tilknyttet Elberth Kommunikation også har sit eget Studio Lykke.
- Video – Formater, hvordan filmer man selv, hvordan bruger man professionel hjælp, Facebook og LinkedIn Live. Vi får besøg af Frederik Juulstrup fra Grandad, der arbejder med politiske videoer og videoer i mange forskellige formater, blandt andet for kunderne hos Elberth Kommunikation.
- LinkedIn – Vi dykker ned i LinkedIns algoritmer og afprøver hypoteserne for, hvordan man rammer optimalt organisk, uden annoncekroner. Hvad er de tekniske muligheder og hvordan kan man udnytte algoritmer og data?
- Employee Advocacy – Rikke Damgaard præsenterer sin nye bog!
- Twitter – Nogle tweeps rammer hver gang, andre tror på heldet. Vi dykker nørdet ned i setuppet for en række organisationer og i de relevante tal for, hvad der virker og ikke virker ift. teknik, timing, setup og de perfekte tweets. Denne tager kursusansvarlig Benjamin Rud Elberth selv og tør kalde sig ekspert i den.
- Blogs – Hvordan gør man teknisk og hvordan skriver man rigtig godt? Hvad skal vi tage højde for, når vi skriver blogs eller kronikker til webaviserne? Vi dykker ned i teknik og tone og ser på, hvornår bloggen virker hver gang.
- Facebook – Vi ser på hele den organiske del af alle grene af Facebook uanset om det er på sider, grupper, private profiler eller andet. Vi nørder helt ned i algoritmerne og finder frem til, hvad der er i Facebooks secret sauce, og hvad det betyder for den måde, man skal bruge Facebook på. Den tager Thomas Bigum sig selvfølgelig af!
- Snapchat – Hvor er vi kommet til med Snapchat? Hvilke kampagnegreb kan man tage? Hvad skal man kunne?
- Tiktok – Gør Tiktok noget godt for kampagnelandskabet? Hvordan bruger man platformen strategisk og teknisk, hvis man vil bruge den? Hvad er mulighederne? Mette Skammeritz fra Holm Kommunikation gør os klogere.
- Instagram – Vi tager et spadestik dybere end normalt i algoritmer og teknik og ser på, hvordan man skal bruge platformen optimalt i kampagner og til drift. Mette Willert gør os klogere.
- Influencer Marketing – Det gider ikke gå væk. Så du skal vide, hvordan du gør i kampagnerne. Hvordan, hvorfor, hvem og hvor? Vi nørder igennem og ser på, hvordan man konkret strikker kampagner sammen enten selv eller med et eksternt bureau. Vi får besøg af Mads Keilberg, der styrer de digitale løjer hos Holm Kommunikation og blandt andet laver prisvindende kampagner med brug af kommunikation til de unge målgrupper.
- Native advertising, bannere og annoncering på netaviser – Hvordan udformer man konkrete målrettede kampagner og indsatser med native advertising, bannere på web og annoncering på netaviser? Vi kigger på, hvordan man selv udformer opgaven og arbejdet med eksterne sælgere og leverandører og ser på greb, der virker. Vi får blandt andet besøg af Tommy Rauff-Manco fra Altinget, der har succes med Native Advertising og annoncering i podcasts og nyhedsbreve fra Altinget.
- Nyhedsbreve – Hvilke platforme skal du bruge, hvad er den bedste teknik og hvordan skriver man dem rigtig godt, sikrer konvertering og effekten?
- Podcast/Vodcast – Hvordan tilrettelægger du, skaber, optager, publicerer og distribuerer du din podcast? Vi prøver at lave podcasts fra bunden og undersøger samtidig Vodcast-land, der er spirende. Mikkel Aslak, der er kommende forfatter til “Podcast i skolen” giver os den praktiske indføring og nørder teknik sammen med os.
- GDPR, Cookies og jura du skal overholde – Vi nørder jura omkring sociale og digitale medier. Hvad skal du have styr på lovgivningsmæssigt, når du har ansvaret for kanalerne? Vi ser på alt fra GDPR til cookieregulativer til ophavsret, forbrugerombudsmandens retningslinjer for bloggere og meget mere. Vi får lov til at gennemføre en spørgesession med Plesner Advokater, Makar Juhl Holst og Michael Hopp, der har henholdsvis fortid i Datatilsynet og er leder af Plesners persondatateam.
- SEO – Søgemaskineoptimering i alle processer. Vi ser på, hvordan du knækker Googles algoritmer, hvordan du flytter rundt på søgeresultater, sætter dig på dine egne nøgleord og meget mere. Nørderi helt ned i den søgemaskineoptimerede artikel på dit website. John Nielsen fra OnlineSynlighed.dk knækker koden for os.
- Hjemmesider – byg selv og arbejdet med professionelle leverandører. Hvad skal du kunne, når du laver et lille kampagnesite, eller når du sammen med en leverandør skal lave det store? Vi ser på, hvad du skal kunne og vide, når du skal styre en proces, og vi prøver at bygge et website fra bunden, bestiller domæner, sætter det rigtigt op etc. Vi kommer i skole hos Sune Toft fra ST Digitalt, der har lavet hjemmesidekoncepter igennem en årrække og blandt andet har lavet en række løsninger for kunder af Elberth Kommunikation.
- YouTube – Vi nørder i algoritmer og teknik og kigger på, hvad man på dansk grund skal bruge YouTube til i kampagne og drift. Hvilke formater virker, og hvor er de stærke koncepter?
- Virtuelle møder og webinarer – Vi zoomer ind på Zoom, Teams, Skype mv. – Hvordan gør man teknisk og hvordan holder man gode møder og webinarer? Kristian Koch tager os igennem det gode online-møde.
- Annoncering på Facebook, Snapchat, LinkedIn, Instagram, Twitter, Tiktok, YouTube og Adwords – Vi nørder helt ned i mulighederne på hver platform og kigger på muligheder for målretning, avanceret annoncering mv. Vi klikker også! Det gør vi især sammen med David Lorentzen, der giver alle os andre baghjul på avanceret Facebook-annoncering.
- Tal og måling – Hvilke tal skal man lede efter på sociale og digitale medier og generelt til analyser, afrapportering og målsætninger? Vi kigger på alle talmuligheder og dykker ned i essensen. Vi får besøg af Pollster Jesper Claus Larsen fra firmaet Electica for at diskutere tal med ham og udfordre ham på, om vi kan måle noget større og hvordan vi gør.
- Frie emner – Tiderne skifter. Om et år ser verden helt anderledes ud. Derfor gør vi plads til to emner, som vi først beslutter hen over netværksgangene. Men det kunne være krisehåndtering, platforme til intern kommunikation og videndeling (Podio m.fl.) eller mindre platforme som Pinterest og Reddit.
Tilmeldingsfrist
14 dage før Netværksstart. Du kan stadig tilmelde dig efter fristen, hvis der er plads.
Tilmelding til netværk