Er du kilden? Så skal du kunne begå dig i medierne

Danmark er et lille land. Med meget få eksperter og specialister og rigtig mange flader, der skal fyldes ud hver dag. Det betyder, at der er optimale muligheder for at indtage rollen som talsperson, kilde eller endda ekspert, hvis man har brugt de berømte 10.000 timer på at dygtiggøre sig på sit felt inden for det politiske og ved noget, som ganske få andre ved. Vi skal alle sammen igennem den der ekspert-bashing, hvor hr. og fru hakkebøf skriver i kommentarfeltet hos medierne, når vi har udtalt os, at vi vist ikke er eksperter alligevel, men det overlever man, når man har set det de første 40 gange. Du kan sagtens indtage ekspertrollen, hvis du har noget at have det i. Og når du har indtaget den ekspertrolle, så må du meget gerne vende blikket mod, hvordan du gør dig godt i medierne.

Når telefonen ringer
Organisationerne uddanner talspersoner og eksperter i et væk. Alligevel er det af og til et chok for folk, der tilnærmelsesvis i faglige sammenhænge udtrykker en mening, at det giver medietid. Der sidder rent faktisk journalister og redaktører og leder efter historier også på sociale medier – ikke kun Twitter, men også LinkedIn og Facebook. Og det betyder, at man risikerer, at telefonen ringer, når man poster noget – de første gange tror man, at de har ringet forkert, indtil man finder ud af, at der er rigtig mange danskere, der løber ind og ud af tv, radio og aviser hver dag som kilder. Det giver lidt hovedbrud, fordi de færreste er medietrænet – fordi medietræning er dyrt, og fordi det normalt er forbeholdt alle topcheferne. Og det giver store hovedbrud, når en helt ny talsperson pludselig skal mestre mange teknikker ift. at udtale sig, mange uskrevne regler og ikke mindst forstå alle de forskellige formater man skal udtale sig i, for de er vidt forskellige. Det er bestemt ikke det samme at være i en en-til-en-boks på News, som det er at sidde i et hyggeligt snakkeinterview med Altinget. Sidder man i ”Verden ifølge Gram” kan man tale i 8 minutter uden at blive afbrudt og det kan klippes. Kommer man i Clements Debatten har man cirka 30 sekunder til at svare, før man bliver afbrudt første gang.

Hvad nu hvis du siger noget forkert?
Når man er politisk kilde, kan man brænde nallerne og blive citeret for noget, der er uhensigtsmæssigt for organisationen. Det er ikke sjovt at prøve det. Men mange prøver det. Ofte sker det, fordi man har været for presset inden interviewet, fordi man ikke kendte teknikkerne, fordi man troede, at man altid kunne rette til, hvis man kunne se, at det, man havde sagt, var lidt for hårdt, eller fordi man bare plaprer derudad og ikke har styr på sine sætninger. Derfor skal man forberede sig – og når det så går galt alligevel, er det så dejligt at have sine egne sociale medier og noget slagkraft, så man kan rette sin fejl. Det handler om at kende teknikken, formaterne og faktisk også de forskellige redaktioner, som er lige så forskellige som de flader, man er i. Flere steder skal man virkelig passe på for ikke at blive skævvredet, og andre kan man ikke blive fejlciteret, om man så forsøgte. 

Kender du teknikkerne?
Hvad kan du så gøre for at gøre en god figur, hvis du ikke lige har adgang til at få medietræning? Masser af ting – Du kan øve dig, du kan sørge for at kende formatet, så du ved, hvad du skal ind til, du kan sørge for at have overskud og energi, du kan træne budskabet og meget mere. 

Jeg har selv været på tv omkring 300 gange. Jeg har været i radioen de første 200 gange, og jeg er blevet citeret i interview i trykte aviser over 100 gange. Derudover har jeg haft et hav af optrædener på netaviser og i podcasts. Jeg har haft en heldig dygtig hånd ved at prøve at gribe det professionelt an, ved at få sparring, ved at bruge bestemte teknikker og ved at eksperimentere. Jeg er ikke ekspert i medietræning, men jeg tør godt give mine bedste fif til dig, der ligesom så mange andre heller ikke har en dyr medietræner til at guide dig.

Tip 1. Visualisér
Hver gang jeg har været på tv eller i radioen og været usikker, har jeg visualiseret turen først. Det lyder som sådan noget ”sætte sig ned i rundkreds”-noget, men det er langt mere end det – Jeg tegner på en stor tavle, hvad der sker, indtil jeg sidder i situationen og studieværten drejer sit ansigt om imod mig og siger ”Benjamin Rud Elberth, hvad mener du så om …”?. Første gang jeg sad i et studie, var det Mikael Kamber, der drejede hovedet i studiet og kiggede på mig med sine insisterende øjne, og jeg frøs fuldstændig. Jeg kunne overhovedet ikke huske, hvad jeg var indbudt til. Efter det hjalp det at tegne situationen på en tavle, inkl. turen ud til Teglholmen, at man sidder i sminken, kører ind på parkeringspladsen, skriver sig ind i receptionen og meget mere. Det kræver selvfølgelig, at man ved, hvordan der fysisk ser ud på Teglholmen, men det er der efterhånden ret mange, der kan hjælpe med at fortælle dig. Nu visualiserer jeg på en tavle, hver gang jeg skal have styring og overskud, så jeg ved, at i P1 hos DR, at jeg går ind igennem verdens mindste runddel, at jeg står med ryggen til en stor glasplade, hvor der sidder redaktører bag mig, og at jeg kommer ind til en pult, hvor jeg kan tage en ørebøf på – jeg ynder i øvrigt at have den på det ene øre og det andet øre i fri luft. Det kan man grine af, men det giver mig et ritual, det giver mig styring, og så performer jeg godt. Inden du skal ind i en ny flade vil jeg anbefale, at du finder en der kan hjælpe dig med at visualisere vejen derind – Det er der mange der kan, for der er mange der har prøvet det.

Tip 2. Memorisér ikke, notér
De gange, hvor jeg eller mine kunder har leveret ekstremt dårlige interviews, har det været fordi jeg eller de har forsøgt at memorisere og huske fuldkommen tætskrevne sætninger. Det virker totalt modsat – Man tror, man er forberedt, og i virkeligheden giver man sig selv en eksamensagtig pseudoopgave, hvor man tror interviewet er dårligt, hvis man ikke kan huske noget. Og så går jeg ind på en flade, hvor jeg er dødsensbange for at glemme og samtidig glemmer at trække vejret og bruge hovedet til at finde overskud. Jeg oplever, at jeg og kunderne bliver frie, hvis de skriver deres vigtigste pointer ned på et stykke papir, og putter papiret i lommen hele dagen, skriver lidt på det igen, og til sidst måske tager et helt nyt stykke papir og skriver de fire overordnede pointer. I nogle formater kan man have noterne med ind – f.eks. visse radioprogrammer, mens det ville være totalt uhørt at have noter med ind i studiet på tv. Prøv at se om du kan tro så meget på dit stof, at du ikke behøver at huske alt.

Tip 3. Sørg for at have overskud
Det kan virke totalt banalt. Men du skal være i god form, i en ordentlig mental sindstilstand og have overskud, uanset hvilket format du indgår i. Jeg har flere kunder, der får sagt noget forkert, når de er for trætte, når de er uoplagte, når de har siddet i en bilkø på vej ud til interviewet, eller når de ikke var oven på situationen. Når du bliver indbudt til et svært interview, skal du kun sige ja, hvis du ikke skal nå tyve ting inden. Selv store tv-trænede mennesker brænder sammen, hvis de ikke har overskud. Det er en af grundene til, at du skal dyrke noget sport og spise nogle vitaminer om morgenen, og sørge for at drikke noget vand, inden du går på skærmen. Det er ikke for at lyde som Hulk Hogan fra 90’erne. Men det hjælper.

På billedet nedenfor sidder der en meget uoplagt Benjamin i TV 2’s en-til-en-studie. Mildest talt 10 kilo for tung. Og præstationen er ikke værd at skrive hjem om.

Tip 4. Lad være at tro at du kan rette citater
Den værste kunde jeg kan have, er en kunde, der tror, at de altid kan få deres udtalelser til citat, og så kan de rette, når de ser, at journalisten rent faktisk har skrevet det de sagde, når citatet er blevet alt for hårdt eller måske direkte forkert. Det kan man ikke. Medmindre man virkelig har leveret mange gange til journalisten tidligere, og man kan fortælle journalisten stille og roligt, at man er bekymret for, om man kan dokumentere det, man har sagt. Respekterer du ikke, at journalisten har redigeringsretten, får du en dårlig oplevelse. Det er din egen pligt, at du ikke siger noget, du ikke kan dokumentere. De klogeste mennesker, der bliver interviewet er ikke plaprehoveder, der altid klager over, at de bliver fejlciteret – man bliver ikke fejlciteret, hvis man kun siger det, man bliver citeret for. 

Tip 5. Kend dit format.

Det er eddermame vigtigt, at du kender dit format, hvis du skal præstere godt. Bare for at tage nogle enkelte:

• Kommer du ind i en-til-en-studiet i ”boksen” på Teglholmen på TV 2, er det muligvis det sværeste format overhovedet. Du stirrer ind i et kamera, kan kun akkurat høre hvad værten spørger dig om, men ikke se værten helt klart, og du har ingen fornemmelse af, hvor længe du kan tale, eller hvornår interviewet ender. Den er slem.
• Studiet på News er til gengæld en fest, hvis du f.eks. kommer ind og sidder ved bordet på Teglholmen. Så sidder du nærmest i armslynge med en vært, som bare guider dig igennem. Men til gengæld skal dine sætninger være skarpe – og cirka 20 sekunder pr. styk. Det stiller store krav til, hvad du kan levere.
• Radio hos DR – Er du med i f.eks. P1 morgen eller P1 eftermiddag fra studiet, så har du gode 3-5 minutter, der bare flyver af sted. Du får lov at snakke lidt længere i sætninger af måske 40 sekunder pr. styk, og du får lov at bære interviewet, hvis du har substansen.
• Radio hos Radio4 – Ind i Tieline-appen, snak med værter, der er en mellemting mellem kritiske og underfundige, og du har typisk samme tidsrum som i P1. Det er bare to helt fuldkommen forskellige følelser.
• Deadline hos DR. Du sidder i en stol, og det er et langt interview med et lix-tal af en anden verden med en velforberedt vært. Skal du trykprøve din egen viden, så er det der, det sker.
• Står du på gaden med en øresnegl i øret, fordi der er en OB-vogn, der er kørt ud til dig, så skal du forberede dig på et interview, hvor du ikke kan høre en skid. Det er som at forsøge at recitere et Højholt-digt, mens du har en soundboks på Bryggen som baggrundstapet.

Uanset hvad du er i, skal du undersøge hvad formatet er på forhånd, så du kan se, hvad du er castet ind i. Det giver en kæmpe ro, og du bliver mere og mere rolig og bedre til at levere det du skal, når du færdes lidt oftere i de forskellige formater.

Tip 6. Øv, evaluér og bliv bedre.
Øvelse og evaluering med en dygtig sparringspartner. Det er de to veje til at blive bedre og bedre uanset hvilken kanal og format du sidder i. I første omgang kan du øve dig ved selv at have en podcast, ved selv at skyde videoer til sociale medier og ved bare at performe på noget, der ligner en skærm. Når du først har hørt dig selv, som jeg, svare ”Jamen, det er jo fordi”, som indledning på samtlige dine sætninger, så skærer du det fra og lærer det. Og så kan du bare ikke se dig selv danse – Derfor skal du have en makker, der selv har prøvet at være på medierne, der kan skærpe dig og hvor I gennemgår din præstation, som var det en fodboldkamp, du har spillet, så I kan trimme. Så bliver man god!

Tip 7. Vær medgørlig og sig tak
Kunne jeg gøre noget om de seneste ti år, så havde jeg været langt mindre primadonna og meget sødere ved de redaktioner og journalister, der har brugt tid på mig. Alt for ofte har jeg klaget over, at der sad et hårstrå forkert, at kaffen var kold, eller at de ringede så sent. Det gider ingen at høre på, uanset hvor klog man er på sit emne. Prøv at sige tak til dem. Skriv tilbage til journalisten, der har interviewet dig, at du er glad for at det blev så god en artikel. Hjælp dem med at rette de fejl, du finder i citaterne, når de har misforstået en sætning og tak dem, fordi de ringede til dig og ikke til tusind andre. For de ringer til andre, hvis du er en røv. Undskyld til alle, hvor jeg har været en røv.

Tip 8. Kend din redaktion
Se her bliver det lidt morsomt og derfor har jeg trukket det ned som punkt 8. Og jeg har haft lyst til at skrive det et par år, fordi jeg har gået og småfnist over det. 

Redaktionerne er vidt forskellige og har efter min mening hver deres særpræg og noget man kan hygge sig med/skal gardere sig imod/må trække på skuldrene af/skal være bevidst om, når man går ind til samarbejde med redaktionen – her er bare et udpluk af, hvad jeg har oplevet igennem tiden:

BT.dk
Siger du noget i en bisætning, som de synes er sprødt, så bliver det trukket op til en rubrik på netavisen, og substansen er sekundær. Der er en grund til, at de bliver draget frem igen og igen som dem der clickbaiter mest. I øvrigt kan du være sikker på, at du får totalt smadder i deres kommentarfelt på Facebook efterfølgende.

Eb.dk
Langt bedre, end deres tabloide rygte umiddelbart skulle tilsige. Jeg er aldrig blevet strammet eller fejlciteret på EB. Og de er respektfulde og ordentlige.

TV2.dk
Jeg tror aldrig jeg har været i kløerne på nogen, der er mere tabloide og nogen der lader en stege så voldsomt i kommentarfeltet på deres Facebook-side, hvis man deltager i et interview med deres webredaktion. Her har jeg altid paraderne oppe og siger kun det, jeg vil se på tryk.

TV 2
De har verdens ubetinget sødeste værter på alle kanaler og programmer. I de år jeg har optrådt på News og TV 2 har værterne altid taget godt imod, ført mig igennem, givet et smil med på vejen, været overskudsagtige og rare. Til gengæld er deres programmer vidt forskellige og stiller ret store krav til, at du har brynje og beskyttelsesbriller på. Optræder du i Presselogen som ekspertkilde bliver du som hovedregel placeret i en-til-en-studiet, og du kan være sikker på, at redaktørerne udstiller dig som halvtosset i deres sætninger, efter du har sagt dit sidste argument. Optræder du i News og Co er det omtrent samme utilfredsstillende oplevelse, men mest fordi det ikke kan lade sig gøre at sige noget tilnærmelsesvis meningsfuldt på den korte tid, du har til rådighed i et diskussionsformat, hvor panelet ikke rigtig ved noget om det, du har snakket om og udveksler uvidenheder, medmindre Søs Marie Serup sidder der den dag. Værterne redder altid programmet uden substans, og TV 2 burde give dem en lønforhøjelse for at de skal tvinge guld ud af det format. At være med i 19’eren eller Skammelsens 22’er er benhårdt, fordi du nærmest skal lire hovedpointen af på halv tid under kæmpe pres. Men i alle formater, hvor du kommer ind i studiet og sidder ved bordet, er du i værternes kyndige bløde hænder. Selv bidske Lippert er verdens bedste vært, uanset hvor kritiske spørgsmål han stiller. Go Aften og Go Morgen er et helt kapitel for sig – Deres redaktion har igennem tiden været de mest vægelsindede jeg har arbejdet med og noget nær de mest utjekkede, men til gengæld er værterne altid fremragende.

DR.dk
Her har DR bare et kæmpe forspring i forhold til så mange andre redaktioner. Historierne er velunderbyggede. De er modtagelige over for substans i vinklerne og på at jagte endnu flere følgehistorier, hvis man foreslår dem. Min yndlingsredaktion til skrevne interviews.

DR
Der er bare noget underligt maskinelt over de værter, jeg er blevet interviewet af på tv hos dem. Jeg har været glad for Deadline-værterne, der virkelig giver sig god tid til at sætte sig ind i stoffet, men derfra oplever jeg, at man kommer ind i programmer, hvor det handler mere om værtens mulighed for at udfolde sig, end selve emnet. Det er ikke altid super-rart. Måske er jeg lidt for føle-føle, men der mangler bare den samme kærlighed, der flyder hos TV 2-værterne lige fra man kommer ind i sminken og til man er ude igen. De gange jeg har været i Aftenshowet har været langt mere en maskin-følelse end Go’ Morgen eller Go’ Aften Danmark. Og så er jeg alle gange jeg er blevet interviewet i Aftenshowet blevet interviewet i en evighed før showet, og har i øvrigt kunne nå at læse halvdelen af Karnovs lovsamling, mens jeg har ventet på at komme ind, fordi man skal være der så tidligt. Husk at give din hund mad, inden du tager ind til et tv-program på DR.

DR’s radioprogrammer
En lang fest. DR er den ukronede konge af radio i Danmark. P1 morgen har ud over den bedste modtagelse også den højeste grad af seriøsitet, de er top-professionelle, og overalt i DR’s radioflader er værterne virkelig på højt niveau. Får du muligheden for at komme i radioen hos DR, så sig ja. Men det kræver også optimal forberedelse, for de stiller de sværeste spørgsmål af alle. Her kan du ikke bade dig igennem. Skulle du være så heldig at komme ind til Jesper Borup, så kan du bare nyde hans bløde stemme og hans evne til at stille verdens fedeste spørgsmål og give dig et fedt afsæt.

Berlingske
Som politisk digital kilde har jeg gennem årene haft hovedparten af min medietid hos Berlingske. Det er nok den redaktion, der virker, som om de har mest tid til at dykke ordentligt ned i vinklerne, og deres politiske redaktion har en god blanding af tabloid og substantiel forståelse. Til gengæld kommer jeg aldrig over, at jeg engang sænkede paraderne i en bisætning, fordi de blev ved med at spørge længe efter interviewet var ovre, hvorefter de smækkede ”Benny Engelbrecht er den nye Obama” op i rubrikken. Ja, ja. Jeg sagde det da. Men fandme ikke i en sætning, der kunne drejes sådan. Den dag rystede min chef på hovedet og spurgte, hvad jeg dog havde tænkt på, og Esben Bjerre grillede mig ud til 100.000 følgere på Twitter. 

Politiken
Jeg aner ikke, hvem de er. Det er ret vildt. For jeg har egentlig været på citat der en del gange. Men jeg ville ikke kunne sige, hvem jeg er blevet interviewet af. Jeg har ingen fornemmelse af, hvem menneskerne er, og hvad deres linje er. Til gengæld er jeg blokeret af en af deres kulturjournalister, lige efter jeg blev interviewet til deres trykte avis. Det undrer jeg mig stadig over hvorfor. Det behøver ikke være Politikens journalister, der er noget galt med.

JP
De har et par ret fede journalister, som lyder sådan lidt Al Capone-agtige når de ringer til en. Jeg har altid haft følelsen af, at de sad med en halv smøg og et halvt glas Whiskey og polerede deres Cavlingpriser, når de var færdige med at interviewe mig. Og der er masser af substans i deres vinkler. Bliver du ringet op af Morten Zahle, så ved du, hvad jeg mener. Jeg tænker, at han sagtens kunne være sådan en, man delte et glas rom med, og noget kvalitetsnoget, der har været lagret rigtig længe. Og produktet bliver derefter – De bedste artikler ift. substans jeg har optrådt i, har været hos JP.

Journalistens fagblad
Uha uha. Jeg kom engang til at indvilge i et hyggeligt sommer-interview om mit lederskab, som skulle være sådan et sødt blødt rart ”Hvad har du lært af at være leder”. Det blev til vinklen om, at jeg virkelig er en dårlig leder, som sidder på side 1, når man googler mig. Jeg sagde det i en bisætning, og så blev det hovedoverskriften. Og der er overhovedet ingen kære mor – Deres journalistiske selvforståelse er så tårnhøj, at det bare er ærgerligt, kammerat. Og så har der igennem årene turneret ret bidske hunde igennem den redaktion, som af og til spiser en til morgenmad. Siger du noget uovervejet der, så er der no mercy. Jeg har været citeret på journalistens fagblad masser af gange, og jeg har nok fortrudt det mere end 10 gange og overvejet bare at sige helt fra – Jeg fanger stadig mig selv i nu og da at stikke dem en dårlig undskyldning på sms. Pas på, hvis du er utrænet eller bange for at få slag. Måske har deres nye redaktør lagt en anden linje, men jeg er altid mere på vagt, når jeg tager telefonen fra dem.

Altinget
Hav god tid. Rigtig god tid. Og nyd så til gengæld at du kan være medskribent på artiklen, hvis du selv vil give noget af dig selv. Deres hold af især kvindelige journalister er totalt undervurderet. Jeg har altid nydt at bruge den tid, der har taget, at stille op hos dem – og man kan arbejde sammen om at få lavet en god artikel. Det kunne mange redaktioner lære noget af. Hvis man skal fejlciteres af dem, så skal man godt nok selv have en meget dårlig dag.

Kristeligt Dagblad
Slow-interview. Masser af tid til at snakke substans. Men fine vinkler. Der kan man godt ærgre sig over som kilde, at det er bag en betalingsmur, så man ikke selv kan dele det.

Radio Loud
Det er jo ærgerligt at bære ved til bålet. Men deres programmer roder, og man er totalt fortabt som kilde. De burde invitere en række kilder til at fortælle dem, hvordan andre redaktioner arbejder og rette alt fra bunden – lige fra interviewforespørgsel til brief til selve interviewet. Undtagen ALL CAPS, hvor Anton Gade er en kæmpe chef. 

Radio 4
De er søde og rare. Men man har altid lidt følelsen af, at de har inviteret en til at gøre lytterne kloge på et emne, og så ender det i ”Du mener at …”. Jeg har mange gange haft lyst til bare at svare som det er: Nej, jeg mener faktisk ikke så meget. I skrev om jeg kunne tale om xxx, og det gør jeg så. Men deres flade kører godt. Deres værter er skarpe, og det er professionelt. Og så er Tue Winther på MONARKIET og hans team nok de lækreste mennesker på planeten. Hans program er en af de største oplevelser for mig som kilde igennem årene, fordi det er så gennemført, og så fedt.

Det kan være du har helt andre oplevelser med redaktionerne, end jeg har. Men nyd turen. Og stort tillykke og respekt for, at du overhovedet tør!