Der findes talere, der taler til salen, og så findes der talere, der taler langt ud over scenekanten og sætter dagsorden. Partiernes formænd og politikere er et levende eksempel på det hver dag, og især ved højtider som f.eks. partiernes kongresser, landsråd eller hvad konstellationen nu hedder i det pågældende parti. Andre, der ikke er politikere, formænd, generalsekretærer, direktører, talspersoner etc. kan lære af politikerne her – for de er et lille skridt foran ift. selve taleskrivningen, de teknikker der ligger i fremførelsen, men også i før, under og efter.
I weekenden var der mulighed for at lave en helt konkret sammenligning af fire partiformænd (hvoraf en enkelt også er statsminister) og faktisk også flere menige politikere, der ved fire forskellige landsmøder enten lykkedes med at nå ud over scenekanten, eller ikke gjorde.
Hvad betyder det?
Den taler, der kan teknikkerne og mestrer formaterne på tværs af medier, sætter dagsorden. Og den taler, der mestrer det, bliver udråbt som den mest energifyldte, mest magtfulde, gennemslagskraftige, toneangivende, dagsordenssættende og meget andet. Det sætter dagsorden i sig selv – Kigger på vi Søs Marie Serups hammer-uddeling, som i øvrigt er en fast tilbagevendende temperaturmåling, så når det helt ud til mange, der ikke har hørt talerne, hvem der er stærkest og svagest – og det bidrager til at der flyttes stemmer og vælgeradfærd, endda med så tydelig en rubrik som ”Efter dagens landsmøder: Her er vinderen og taberen” og et stort billede af Søren Pape. 6 ud af 6 hamre til ham og en analyse, der hedder: ”Fremragende, sjov, oprigtig, alvorlig og indholdsrig: Pape-power for fuld udblæsning. Far var både vred og skuffet over, hvordan ældre bliver behandlet i Danmark. Andre partiledere kom ind på det, men Pape gjorde det lysår bedre end de andre. Han skulle vise, at han var klar til mere. Han viste, at Danmark godt kan få i De Konservative i Statsministeriet igen.” Når vælgerne læser det, så bliver de bekræftet i, at en stemme på Pape kan være en stemme på en ny regering. Det er der trods alt cirka 48% af vælgerne der ønsker sig lige nu på en god dag, hvis man skal tro målingerne.
Talerne er en lille kamp i kampen. Endnu en af de her små mikromålinger, hvor der bliver lavet del for helheds-tænkning: Den bedste taler må også være den bedste politiker. Så derfor kan jeg godt stemme på vedkommende, og så skaber det momentum og fremdrift.
Partiernes før, under og efter
En tale er en tale, skulle man tro. Sådan en, hvor man har patos, etos og logos og kan bruge nogle stilistiske virkemidler. Man taler, så man skaber et efterladt indtryk, og så tilhøreren sidder tilbage med et tydeligt budskab eller flere. Den vender vi tilbage til længere nede. Det er stadig en kunst og et håndværk at holde en god tale bare på klassiske præmisser.
Og så er der indpakning og udpakning på tværs af medier – muligheden for at få sætninger til at vandre, for at bygge op til talen, videre på talen og ride videre på en dagsorden, eller få signaleret så meget styrke og slagkraft, at man enten får sat en længere tone, eller får dræbt de dårlige sager.
Sætningen der vandrer på tværs af medier
Et af de vigtigste greb, som faste læsere af undertegnede har fået tudet ørerne fulde med, er sætningen, der er skrevet til at give et pistolskud, lave et krater i jordens overflade og til at vandre på tværs, blive husket længe af tilhørerne ikke kun i salen, men også uden for salen – Den sætning, der er så potent, at den vandrer. Det er f.eks. en sætning som Martin Henriksens sætning i weekenden: ”Så det eneste de vil huske os for er Meld og Feld og ævl og kævl”.
Det her klip! https://t.co/U8z1Ymnx1h pic.twitter.com/eQ1iNrhW5v
— Hans Redder (@hansersej) September 18, 2021
Sætningen er potent, fordi den er lyrisk, retorisk velskrevet med rim og er kort og hård. Den kan gøre sig som en fantastisk tweetable og et slagkraftigt citat i en journalists dækning, hvor den ikke tager for meget plads, men til gengæld læserens opmærksomhed – Den klikker godt, som vi siger i mediebranchen. Messerschmidt kan også med sin ”Og det kommer en inhabil, kulturradikal dommer i Lyngby ikke til at ændre på!” – Den sætning blev til hovedvinklen i Berlingskes ”Messerschmidt erklærer sig sprællevende” og grundlaget for, at Ekstra Bladet forfulgte Messerchmidt, indtil Dot lavede en blød obstruction, de kunne lære noget af på mit Oldboys-hold i fodbold.
»Og det kommer en inhabil, kulturradikal dommer i Lyngby ikke til at ændre på,« sagde @MrMesserschmidt efter han tog scenen til taktfaste klapsalver til årsmøde i @DanskDf1995.#dkpol https://t.co/guhzjN4wQV
— Berlingske (@berlingske) September 19, 2021
Historisk har vi haft, før vi overhovedet havde Twitter, Ekstra Bladets netavis og de mediestrukturer vi har nu, sætninger som ”I have a dream”, ”Ich bin ein Berliner”, ”Jeg kan slå Anders Fogh”, ”Der kommer en god løsning i morgen” og ”Ikke en frø, en fugl eller en fisk er kommet til skade under regeringens miljøpolitik”. Google selv, så ved du, hvorfor de sætninger er blevet ikoniske. Eller på et lavere niveau daværende minister Henrik Sass’ ord ved en teleduel for absolutte nørder ”Det koster 16 kroner at downloade Johnny Cash’ Ring of Fire i EU – og det alt for dyrt!”. Den kan man også google. Og det er hele pointen – at den ikke bare var skrevet til salen.
Partilederne kunne ikke på samme høje niveau som Messerschmidt og Henriksen. Mette Frederiksen er faktisk relativt dårlig til det og heller ikke god til de der bilpærestunts, når hun forsøger, Sofie Carsten Nielsen talte mest til salen og Kristian Thulesen Dahl missede muligheden for at bruge teknikken. Pape er tættest på – og fik leveret flere halvlange tweetables, og det giver i første omgang talen slagkraft og aggressivitet og giver de unge SF’ere mulighed for at gribe en af hans sætninger og problematisere og senere Pia Olsen Dyhr – Læg i øvrigt mærke til, hvordan han selv battler med hende i kommentarfeltet syv dage efter talen.
Og så fik Pape leveret endnu et forsøg på at gestalte sig som den nye Schlüter med salig Schlüters egne ord. Det er ikke første gang Konservative bruger den, og det lader til at virke. Konservative understøtter i øvrigt selv de tweetables han siger med grafikker på Twitter, så journalistland får sætningerne to gange og får skåret ud i Pape-pap, hvad der i hvert fald skulle være tweetables.
.@SorenPape på @KonservativeDK landsråd: #KLR21 #dkpol pic.twitter.com/E2kfvuSAli
— Det Konservative Folkeparti (@KonservativeDK) September 18, 2021
Pape har i øvrigt de bedste comic reliefs – Og vinder meget på de sjove rundgange blandt andet om de folk, der ikke kunne finde deres fjernbetjening og for skade var tvunget til at lytte. Mette Frederiksen forsøgte sig med en gammel joke om tørsvømning, men det er bare ikke humor, der skal flytte noget for hende. Det bliver bare for tørt, og det bliver tydeligt, at der er skiftet taleskriver, så sætningerne generelt halter og ikke hænger sammen?
Performance på tværs af medier
Og så er der hele performance – Hvor højt får man tilhørerne til at klappe, så det giver et rabalder i stuerne, og i journalisternes øregange, hvor de måler partilederens magt ift. sit bagland. Man kan synes det er fun and games og lir, at Jyllands-Peter måler med et klapometer, men det betyder også noget – Og de klapper højest hos Pape, og højst en smule hos Thulesen Dahl.
Vi har haft gang i klap-o-metret for at kigge ind i partiernes sjæl og selvforståelse https://t.co/PIChky895F pic.twitter.com/LlTHMh5Gqf
— Nikolaj Rytgaard (@nikolajrytgaard) September 19, 2021
Det kan partierne jo selv motivere – Og det gør de. Dem der ved, det virker. Bagslaget kommer, hvis man valser ind til Simply the Best og ikke kan løfte bevisbyrden med stemmefremgang senere. Pape valser ind til ABBA med tilgangen, at de gladeste vinder valget – og Sofie Carsten Nielsen starter sin tale med at løfte glasset og spørge om det er halvtomt eller halvfyldt. Hos Søs Marie Serup får hun kun en hammer ud af seks, og talen bliver kaldt kedelig – og det er da også tydeligt, at Radikales leder som den eneste er sminket til salen og ikke til tv-skærmen (nej, jeg skrev ikke noget om, at hun er kvinde. Jeg skrev, at alle de fire partiledere to kvinder, og to mænd, alle er stylet ud fra ønsket om at flytte noget eller ikke stylet).
Se i øvrigt Papes tale her og bemærk ABBA-indgangen. Fuld risiko og fuld gas.
Før, under, efter
Mette Frederiksen formåede i en voldsomt rodet tale at slå en række dagsordner an. På et tidspunkt siger hun, midt i at hun ellers har sagt, at hun var ved at slutte af, fordi hun ikke havde mere tid, som hun mindede os om flere gange, at hun havde tre eksempler, hvor hun nede i et eksempel forsvandt ud i to nye, og mistede os i en tre-enighed i den retoriske digressions digression hun havde lavet. Hun får sagt at dannelse NÆSTEN er den vigtigste del af ordet uddannelse. Enten så er der slagkraft, eller også så er der ikke. Den linje var ikke sagt med Noa Redington som pennefører. Socialdemokratiet fik understøttet de dagsordener ved at lade hver minister på området løbe med dagsordenen på sociale medier understøttet med annoncering.
På News forklarer @SMSerup, hvordan Mette Frederiksen i sin tale lægger bolde op til sine ministre, for at fremstå mere som et hold. En pointe, der bakkes op af, at @Spolitik i går lagde annoncer op på Facebook med fem ministre. #dkpol #smdk pic.twitter.com/E7QxDo5i5r
— Marcus Stoltze (@marcus_stoltze) September 18, 2021
Smart og godt lille greb, der kan være virkningsfuldt. De dygtigste partier sørger for at skrive talen til at den kan leve videre på nettet og i pressen, og de sørger for at lade op til den på nettet med en overskudsagtig formand på sociale medier. Der er utallige greb – og Konservative og Socialdemokratiet rydder generelt bordet her, mens de andre partier slet ikke kan favne det, minus Venstre. Socialdemokratiet forsøgte endda at tone deres åbenlyse rampe for den kommende valgkamp med ”Danmark kan mere”, men det nåede ikke ud, fordi Mette Frederiksens energi ikke kunne bære det.
En radikal ungdomsformand vandt Twitter og opmærksomhed ved at rulle et kondom på en banan med en pointe om, at han nok var blevet lidt rusten. Så behøver man ikke engang at være til stede for at forstå pointen i talen. Godt gået.
Og hvad så med talerne?
Lad os lige skrælle alt det der tværmediale væk. Hvor gode var talerne så? Det var bestemt ikke Mette Frederiksens bedste tale, den var upræcis, hun havde talefejl på talefejl og leverede ordspillene uden kraft, fik sagt Danmark, da hun skulle sige Afghanistan, lægger i stedet for ligger og meget mere, men hun er undskyldt. Hun har holdt taler i to år, der gjaldt livet. Det gjorde den her tale ikke, og det er her vi kan se, at politikerne er mennesker. Hun virkede slidt og skulle bare igennem, og derfor udskriver hun heller ikke valg nu – energien er brugt op i Danmarks (og Socialdemokratiets) tjeneste. Techgiganterne blev smidt ind på et underligt sted i talen, og der manglede en rød tråd. Når hun remsede op i sine stød, var opremsningerne af og til komiske, når hun talte direkte til ham, der måske virkelig drømte om et eller andet lille ubetydeligt del af et vandrør, så talen og eksemplerne knækkede – Det er godt, det ikke var landet hun skulle lukke med den tale.
Til gengæld gjaldt det livet hos DF og Kristian Thulesen-Dahl, og han virkede nærmest famlende i starten, som om han bare indbød til kaffesnak og på et dialog-kaffe-niveau, hvor Özlem Cekic burde sende en regning for brud på ophavsretten. DF startede da også med sofa med Inger. Og Thulesen Dahls mest håb-skabende øjeblik var den løse udgang ”Mon ikke”, for at signalere, at Inger kommer hjem. Sofie Carsten Nielsen lykkedes efter min mening med at være ”hands down sårbar” og trække en streg i sandet, der signalerede, at Radikale ikke skulle hjem, men videre nu, og hun var faktisk retorisk bedst. Pape skulle bare surfe rundt på energien. Og det gjorde han med humor og masser af styrke i det retoriske. Nogen Obama bliver han aldrig, men på et lavt niveau kan han sagtens henrykke cirka 25% af danskerne på en rigtig god dag.
Resten lader vi taleekspert Peter Palshøj om, når vi interviewer ham til Podcasten På Tværs af Medier og lader ham fortælle, hvordan han så talerne. Peter er ekspert på samme emne i min bog ”Fra modtager til medtager”, hvor der er et helt afsnit om, hvordan man taler så talen kan understøttes digitalt eller på tværs af medier, og hvordan man eksekverer. Peter har ud over at have mastergrader i retorik og ledelsespsykologi, så 10 år som generalsekretær for det nordiske samarbejde mellem socialdemokraterne og fagbevægelsen, og i dag i det professionelle virke er han kommunikationschef i Dansk El-Forbund og i fritiden bl.a. næstformand for Socialdemokratiet i Tårnby. Så er han varedeklareret.
