Medgivet: Det her indlæg bliver langt. Men det er normalt noget, som hurtige medier aldrig får diskuteret til bunds. Læs hele vejen, hvis du har god tid.

Allerførst respekt til Regeringen for at sikre med hurtig handlekraft, at vi ikke har haft lige så mange døde og syge af Corona, som vi kunne have haft. Når danskerne skal fortælle heltekvad til deres børnebørn om årene 2020 og 2021, bliver det også med Heunicke, Frederiksen, Brostrøm og Bertelsen i helterollerne.

Når røgen så har lagt sig om lidt, den sidste dansker er stukket, og vi har fået styr på Coronamonstret, er vi nødt til at have en grundig debat om den kommunikation, der har fundet sted, siden Corona væltede danskernes hverdag. For der er helt utroligt meget at lære, så vi også kan undgå ofre, der lider unødigt under restriktionerne. Der skal være restriktioner, men vi ser tilbage på et år, hvor restriktionerne kunne have været gennemført mindre smertefuldt, hvis Regeringen havde kommunikeret bedre. Det kan vi lære noget af til næste gang.

I bagklogskabens ulideligt klare lys
Generelt er der en grund til, uden at lege mandagstrænere eller klogeåger, at se tilbage på mange ting, også selvom vi kommer til at blive kaldt mandagstrænere og bagkloge alligevel. Danmark har gået på en vej, hvor ingen dansker før har sat sin fod. Regeringen lovede, at der ville ske fejl, og det har de opfyldt, og det kan ikke være anderledes. Men vi skal lære. Og når vi har set på alt det, der er livsnødvendigt, er der grund til at evaluere grundigt på, hvordan danske borgere bør kunne forvente, at der kommunikeres til dem omkring emner, der vedrører deres liv, ikke kun ift. Coronasmitte, men også i forhold til faktorer, der gør dem ensomme, bevirker at de mister deres job, at vi bliver ængstelige, ensomme og tager unødig psysisk og fysisk skade, når vi har pandemier i verden og Danmark.

Regeringen er desværre dumpet på flere parametre i deres kommunikation. Der har været masser af plads til at fejle, men det begynder at være ansvarspådragende, hvor dårligt man har valgt, og fortsat vælger at kommunikere til danskerne, i hvilke medier, med hvilken tone og i hvilke formater. Helt fundamentalt er der et alvorligt problem i især det medievalg, som Statsministeren/Mette Frederiksen har taget ved at kommunikere primært på sine egne sociale medier.

Jeg vil allerede nu opfordre Regeringen og Folketinget til at nedsætte et evalueringsudvalg af kommunikationen, der kan komme med anbefalinger på baggrund af det vi har set. Og det udvalg skal udgøres ikke af Regeringens egne, men af lige dele kritikere, fagfolk – udvalgt af et samlet Folketing. Jeg leverer hermed første input.

Medievalget er forkert og kritisabelt

Jeg er ekspert i sociale medier. Jeg har enorm veneration for politikere, der bruger sociale medier til at kommunikere. Og det er godt med politikere, der også bruger deres rækkevidde til at gøre noget godt med deres kanaler. Det rådgiver jeg dem også til, og jeg rådgiver politikere i mange partier – flest fra Socialdemokratiet både historisk og i øjeblikket lokalt i valgkampe, men der er politikere fra alle ender af skalaen – Det har jeg gjort siden 2007. Til gengæld er jeg ikke fan af, når sociale medier bliver misbrugt af politikere i tilfælde, hvor der er noget større på spil end deres eget stemmetal, og hvor det er andre end deres følgere, der risikerer at komme til skade.

I over et år har Danmark været ramt af en lumsk virus, som Mette Frederiksen har messet rigtig mange gange. Det har medført en række meddelelser af særlig vigtig karakter – og så har det medført behovet for, at der bliver kommunikeret til borgerne, så de har en mulighed for at navigere ift. at undgå virus, at justere deres hverdag, at planlægge så meget som det overhovedet er muligt, når alting er langt mere besværligt og dødsensfarligt. Det er rigtige mennesker, der skal kommunikeres til – folk, der ikke kun kigger på smittetal, men også på røde tal i deres virksomhed, i deres privatøkonomi, mere ensomhed hos deres nærmeste, stress, fordi de skal løbe forhindringsløb for at passe deres job med børn på armen i et maraton, hvor de ikke ved, hvor mange ekstra kilometer, der er lagt til. Det kan være svært at kommunikere i sådan en situation, men det er ikke umuligt.

I Regeringens kommunikation har Regeringen tidligt mistet evnen til at bruge de rigtige medier på den rigtige måde. Nedlukningen startede med et fuldkommen perfekt opsat pressemøde, som fortjener kæmpe ros – og derfra gik det ned ad bakke med pressemøder, der udhulede formatet, fordi der var pressemøder om alt, med ministre, der kunne have udsendt en pressemeddelelse og uden nyheder. Der tabte man danskerne første gang, og man tabte journalisternes mulighed for at dække nyheder ordentligt i den stramme struktur, der har været. Jeg kritiserede første gang brugen af pressemøder i krisens begyndelse, og jeg kritiserede den vaklen og flakken, der opstod, når Regeringen fra starten sendte andre udmeldinger end deres egne myndigheder – Undervejs har der været utallige fejl og modstridende meldinger i styrelsernes kommunikation, men det er forventeligt, når ingen kender dagen i morgen og alt er usikkert. Der er røget finker af panden og lavet rygcrawl, og det skal der være plads til.

Til gengæld burde Kåre Mølbak tidligt have en helt særlig reprimande for konsekvent at levere vanvittige punchlines i solo-interviews torsdag aften før ferier, så kunderne er fosset ud af danskernes ordrebøger, inden det er blevet mandag, og virksomhedsejere er bundet på hænder og fødder af, at det er weekend, og meldingen halv-uofficiel og hel-uafkodelig.

Kåre Mølbak siger, @berlingske har vinklet ham skarpt. Det siger han, selvom han har godkendt dette citat, og selvom hans udtalelser i øvrigt fint flugter med tidligere signaler og udtalelser fra hans internationale kollegaer. Jamen, det skal da nok bidrage til mindre forvirring. https://t.co/0RvtBryJi5 pic.twitter.com/hDL8cx2YZ9

— Kasper Kildegaard (@Kildegaardens) April 20, 2020

Flere steder i konsulentbranchen taler vi om ”Kåre Mølbak”-effekten, når man kunne se et citat fra Mølbak, og kunne åbne sin mail og finde femten aflysninger dagen før en forlænget weekend er kommet i gang som direkte konsekvens. Det vil nogle nok mene er et luksusproblem. Jeg kan afsløre, at det bevirker, at man ikke er til stede mentalt over for sine kære, der har det svært nok imens. Jeg tabte selv en halv årsløn for en medarbejder i ordrer over en weekend, efter Mølbak havde ageret hyggeonkel, og dermed kommer han næppe med i min heltefortælling om 50 år, uanset hvor dygtig han har været til at sikre, at vi har haft færre syge. Det overlever han nok. Men Regeringen skulle have tøjlet hans indre kommunikative væddeløbshest, da de åbenlyst kunne konstatere, at den var halt og sparkede bagud og ramte sagesløse i øst og vest.

Der er gået Instagram-regering i den
Herfra er der gået Facebook og Instagram i den for især landets Statsminister – og det er endda selvom Mette Frederiksen på de medier er Mette Frederiksen og ikke Statsminister. Det er hendes egen personlige ejendom og ikke skatteydernes, ej heller på nogen måde en officiel kanal for Regeringen.

Når man skriver noget, der ligner beredskabsmeddelelser eller bare forventningsafstemmende udmeldinger omkring ting, der er af Statsministeriel karakter – som f.eks. hvornår virksomhedsejere kan forvente, de kan købe varer ind til næste uges drift, aftale kundemøder, hvornår vores børn skal i skole, eller om vi kan forsamles 5 eller 10 mennesker, som kan være af afgørende betydning for alt fra fodboldholdet til kursusaktiviteter hos et middelstort bureau har det statsministeriel karakter.

Så er der nyt opslag fra statsministeren på 2.465 ord eller 14.389 anslag. Det svarer til ca. 6 normalsider på Uni eller to kronikker i Berlingeren. 😱 #smdk #dkpol pic.twitter.com/DOUr9otGY9

— Marcus Stoltze (@marcus_stoltze) February 22, 2021

Den kommunikation skal være klar og præcis og i et format, hvor det er forståeligt. Det er det, man har kompetencer til i ministerier og styrelser, og normalt, hvis samme regering ikke havde indført konsulentforhindringer, specialistviden til, der kan hentes ind udefra. Når den kommunikation foregår på Mette Frederiksens personlige Instagram-profil, så må den ikke være udformet af et statsministerium, og hvis Mette alligevel finder en kattelem i den lovgivning, så kan det aldrig være det rigtige medie, så en rådgiver i et ministerium med en anelse respekt for faget ville holde fast i, at kommunikationen skal foregå enten fra Regeringen.dk, i en pressemeddelelse, i et interview til en stor nok avis til, at det kommer ud til nok danskere eller lignende. Mette Frederiksen kan bestille tv-tid når hun ønsker det.

En forventningsafstemning til f.eks. virksomhedsejere, der ikke aner, om de skal kalde personale ind og købe varer til at åbne i næste uge, skal ikke kommunikeres på en måde, så det er sovset ind i Mette Frederiksens personlige opvask med ungerne eller gåtur med ægtefællen. For det er i bedste fald utydelig kommunikation, og i værste fald er det så blandet af algoritmer ift. ens personlige politiske præferencer, at det deler danskerne op i ”dem der elsker Mette” og ”dem der ikke nødvendigvis elsker Mette”. De danskere, der klikker på hjerter og likes på Mettes sociale medier, får informationen først og mest. Der er masser af likes til Mette, men det er ikke alle danskere, der har mentalt overskud til at synge smilende med på fællessang og danse rundt med en opvaskebørste. Sådan en kommunikation risikerer at polarisere unødigt. Og sådan en kommunikation ender med at stå et forkert sted mellem officiel og uofficiel meddelelse til folket, som er uafkodeligt og gør folk ængstelige. Når jeg som erkendt halvblå vælger ser ind på den kommunikation med jubelrøde i kommentarfelterne, føler jeg mig distanceret fra fællesskabet, der hylder S-partiformanden, selvom hun egentlig kommunikerer til mig, eller gør hun?

Bo og mig er altså ikke en officiel meddelelse
En genåbning af landet eller en lempelse af restriktioner må aldrig starte med en ordsammensætning, der hedder ”Søndagshilsen fra Bo og mig”, når man flager at en regional åbning kan blive en realitet. Skrevet klokken 11.14 om søndagen i skolernes vinterferie, hvis man bor i København. Det er i bedste fald misforstået kommunikation, i lidt værre fald meget utydeligt over for folk, der har noget på spil – cirka 5 millioner danskere, og i værste fald spin og valgkampskommunikation, hvor tonalitet og stemmetal ikke må vægte højere, end at budskabet er forståeligt for den, der skal bruge det til at justere sin forretning, sin tilværelse, sit liv, og efterleve offentlige restriktioner og vejledninger. Det bliver polariserende og utydelig kommunikation, hvis Mette Frederiksen f.eks. i ferietider ikke viser den helt store forståelse for, hvad danskere, der ikke nødvendigvis er hendes die hard-fans, laver i ferietid. Ferietid er ikke sjovt, når man får tid til at se på sine regnskaber og skal finde løsninger for ikke at gå på røven. Så er det relativt meget sjovere at leve i ugedagene, hvor der faktisk tikker kunder ind. Ferietid er heller ikke sjovt, hvis man er ensom. Eller tusind andre ting, som kan være lige så slemme som Coronafrygt.

Borgerne skal så vidt muligt have klare svar i de rette kanaler
Det bør være en selvfølge, at borgerne får tidlig og rigtig information, at de får et perspektiv på, hvor lang tid de skal forvente at navigere anderledes og når verden er ren igen, hvornår de kan vende tilbage til normalen, eller det der aldrig bliver normalt igen. Det skal ske i kanaler, hvor alle følger med, hvor informationen er præcis og forståelig, så ingen bliver unødigt syge eller oplever mere fysisk og psykisk belastning, end nogen behøver.

Borgerne skal midt i Coronaproblemer kunne være sikre på, at Frederiksen ikke først med Regeringens hjælp for borgernes skattepenge får skabt en masse engagement på Facebook, får vænnet borgerne til, at det er på hendes kanal, vi får officielle beredskabsmeddelelser, og bagefter høster stemmerne på, at hun har bundet borgerne ind i algoritmer og har ørenlyd og gennemslagskraft på grund af, at krisen er håndteret på hendes private kanal. Det kunne være ædelt, at hun vier sin rækkevidde til at fortælle borgerne om Corona, men det er hverken klogt kommunikativt eller ordentligt at gøre den kanal til hovedkommunikationsåre. Især fordi socialdemokratiske fans ser tingene mest, og vi andre ser tingene mindre. Og fordi kommunikation på sociale medier og i partipolitik polariserer. På Mette Frederiksens profiler står jeg altid på et bund af et heppekor. Og det er med til at bygge en tilstand af, at det er illegitimt at have en anden holdning, og at jeg ikke er en del af Danmark og beslutningerne.

Mette Frederiksen kan godt bruge sin Facebook-side til at kommunikere om Corona, men Mette Frederiksen skal forstå, hvis hun ikke allerede gør det, at ikke alle borgere følger hendes Facebook-side, at algoritmerne gør, at forskellige folk ser det på forskellige tidspunkter, og at nogle, selvom de følger hende på Facebook ikke ser opslagene alligevel. Sådan fungerer algoritmerne. Er jeg socialdemokrat, ser jeg mere af Mette Frederiksen og ser det tidligere. Er jeg på en anden politisk fløj, risikerer jeg helt at misse informationen. Og det er alvorligt, hvis Mette Frederiksen enten tror, hun har en officiel kanal til alle, eller faktisk godt ved, hun ikke har, og alligevel vælger at bruge siden inklusive hjælp fra sit departement af taktiske grunde.

Jeg var i P1 med @PernilleVermund, det her afslørede, at det er departementschef Barbara Bertelsen, der er fotograf til billeder til den Instagram-profil, som Mette Frederiksen fører som privat-Mette..😳https://t.co/zsq4mF4djJ

— Henrik Qvortrup (@QvortrupHenrik) March 13, 2021

Det kan i øvrigt virke ekstremt småligt at kritisere Mette Frederiksen for, at hun får Departementschefens hjælp til at tage billeder til Instagram, som enkelte kritikere gør, men reglerne er lavet, således at det kun er hendes særlige rådgiver, der må hjælpe, fordi Mettes egne sociale medier er Mettes. Vil hun noget andet, kan hun registrere dem som Regeringens officielle medier, således at Mette Frederiksen på Instagram og Facebook bliver til ”Statsminister Mette Frederiksen”, lade dem undergå regler for aktindsigt, og den næste Statsminister kan kræve at overtage dem, fordi det bliver Statsministeriets, og folkets ejendom. Der ligger åbenbart et notat udarbejdet i 2019 fra Justitsministeriet og Statsministeriet om embedsmænds mulighed for at hjælpe politikernes private sociale medier. Hvis der står i det, at de må, er det ikke smart. Så er det et lille skridt mod en skævvridning af demokratiet. Men i et notat fra 2015 (https://www.ft.dk/samling/20171/almdel/ufo/spm/1/svar/1434063/1803526.pdf), står der direkte:

”Hvis der ikke sker omdannelse af en privat profil, er det vigtigt, at den private profil forbliver en privat profil og ikke reelt bliver en minister- profil. Den private profil må således ikke de facto blive det anvendte medie til udgivelse af eksempelvis pressemeddelelser mv. Der må således ikke kun rejses tvivl om, at officielle nyheder fra et ministerium udgår fra ministeriets hjemmeside eller ministeriets profil på et socialt netværk, hvis en sådan er oprettet – og altså ikke fra en ministers private profil.

Der er derimod ikke noget til hinder for, at der på en ministers private profil laves opslag om begivenheder, som ministeren deltager i som led i ministerarbejdet, eller opslag i anledning af pressemeddelelser, herunder med links til eksempelvis ministeriets officielle hjemmeside, hvor den ”officielle” nyhed fremgår.

Embedsmænd i et ministerium vil på grund af princippet om partipolitisk neutralitet ikke kunne oprette eller administrere ministerens private profil. Dette gælder også for særlige rådgivere. Heri ligger, at det ikke kan være ministeriet, der stiller personaleressourcer til rådighed for den egentlige drift af en ministers private profil.

Embedsværket bør således ikke stå for hverken oprettelse, opdatering eller overførelse af indlæg til profilen. Det følger endvidere af, at der er tale om en profil, der ikke drives af ministeriet, at driften af profilen hverken direkte eller indirekte må finansieres af ministeriet. Det vil bl.a. sige, at f.eks. ministeriets it-medarbejdere ikke kan bistå med at opsætte profilen.”

Og senere:

”Princippet om partipolitisk neutralitet indebærer i den forbindelse ikke, at det almindelige embedsværk ikke i et vist omfang ville kunne bistå ministeren i forhold til faglige spørgsmål relateret til indlæg på det sociale medium.

Ministeren vil eksempelvis kunne bede embedsmænd om at udarbejde et notat om en faglig problemstilling til brug for ministerens kommentarer til et indlæg eller til oprettelse af et indlæg fra ministeren. Embedsmændene kan i den forbindelse også bistå på den måde, at der udarbejdes et egentligt udkast til selve indholdet af et indlæg på sociale medier (opslag, kommentarer, tweets mv.) – så længe der er tale om et emne inden for ministerens område. Embedsværkets bistand i sådanne tilfælde synes ikke at adskille sig væsentligt fra bistand til udarbejdelse af kronikker og debatindlæg i trykte og digitale medier.”

I ovenstående, der er udarbejdet, inden vi kendte Corona, er der en kattelem for, at embedsmænd kan hjælpe med en faglig problemstilling. Falder Corona ind under den? Falder det ind under den, at Departementschefen er fotograf på noget, der kommer til at hjælpe S i meningsmålingerne? Det skal vi nok også have en grundig diskussion af.

Især fordi der senere står:

”Det er en betingelse for bistanden på dette område ligesom på alle andre områder, at bistanden foregår inden for de almindelige rammer for embedsværkets bistand med hensyn til faglighed, lovlighed, sandhedspligt og partipolitisk neutralitet.

Det forudsættes endvidere, at en ministers indlæg på ministerens private profil ikke er baseret på udkast fra embedsmænd i et sådant omfang, at der reelt må siges at være tale om en ministerprofil.”

Eller med andre ord: Bliver Mette Frederiksens profil brugt som ministerprofil, og får hun hjælp, så er det nok en god idé for den videre færd, at hun overgiver sin Instagramprofil og Facebook-side til ministeriet, så en kommende Statsminister kan overtage profilen, hvis vi skal bruge den erhvervede slagkraft i en ny pandemi til at orientere danskerne. Det har aldrig været meningen, at en privat politiker kan bruge embedsværket til at få en så stor fordel, at hun faktisk sikrer sit eget genvalg i en kommunikationsopgave for Danmark.

Departementschef Christian Kettel udformede fuldkommen klare regler på området i 2011 og 2012 – De var irriterende for sådan en som mig, for jeg sad med Statsminister Helle Thornings profil, men de var rigtige. For at sikre, at der ikke går bananrepublik i den, og at en Regering de facto kan føre valgkamp for skattekroner med professionelle medarbejdere i ryggen i ministerierne, så oppositionen ikke har en Wuhan-Kina-mandschance for at skabe en kritisk opposition. Og således, at en siddende regering ikke kan spekulere i at samle følgere og trafik og modne algoritmer uden for valg, og så udskrive valg med så mange følgere, at de får en uretmæssig fordel. Det ville være en uretmæssigt fordel, fordi jeg som skatteyder og tilhænger af blå blok ikke skal se mine skattekroner gå til at styrke rød blok. Det er fælles regler for både blå og rød blok. For at sikre demokratiet.

Journalisternes ret eller mulighed for at stille spørgsmål
Jeg skrev det i 2016 – At vi trænger til en mindre medierevolution, hvis det bliver sådan, at politikere kan bruge deres sociale medier uden om pressen, som skal stille kritiske spørgsmål og kræve, at tingene bliver gjort ordentligt. Ellers får vi politikere med så meget magt og rækkevidde på sociale medier, at de kan påstå, at de har vundet et valg de ikke har, overbevise folk om, at det er snyd, hvorefter en gruppe mennesker rent faktisk tror på det og hopper ind på Capitol Hill og ser blod. I mit indlæg fra 2016 beskriver jeg, hvordan politikerne udmanøvrerer journalister på sociale medier.

Regeringens kommunikation har været styret stramt – også så stramt så journalister flere gange har problematiseret det. Mette er ingen Trump, men hun kunne være det, hvis hun ville og trumpfe igennem, at der faktuelt var lovhjemmel til at slå mink ihjel. Hun har slagkraften til det med den mediestruktur, vi har, hvor hun kommunikerer på sociale medier, journalisterne er hensat til bare at citere fra sociale medier, og hun kan afvise interviews. Alle ved det, men ingen siger det højt: Det seneste år har det virket, som om Mette Frederiksen kun er gået i interviews på tv, eller i ”risky” formater, når hun har været tvunget til det af kritik, eller det har været fordelagtigt for Regeringen eller for Mette Frederiksen. Når journalisterne åbent kritiserer det, kan man være sikker på, at Regeringen tager en tur i Aftenshowet og tager et format eller to på BT, hvor hun får spørgsmål fra ”kritiske læsere”, og så er vi ellers tilbage ved sociale medier igen.

Mette Frederiksen har undervejs argumenteret for, at man sagtens kan få kritiske spørgsmål på Facebook. Den påstand kender Frederiksen godt selv hullerne i. Frederiksen får ikke kritiske spørgsmål i et rum, hvor der sidder cirka 200.000 hardcore følgere, der vil dø ved sværdet i deres forsvar af Mette Frederiksen, og borgere uden adgang til sagsakter, beregninger og evne til at stille journalistiske spørgsmål, kan ikke stille journalistiske spørgsmål, selvom de sikkert er flinke. Så bliver det til spørgsmål som ”Er det meget svært at være så dygtig en Statsminister?”. Skulle man formaste sig til at lade kritik opstå på Twitter, kan man som kritiker tage kampen med en række socialdemokratiske tæskehold, der bør stoppe op og vurdere, om de er blevet fartblinde af at være på Christiansborg, hvor alt handler om at slå kritik ned. Begge steder har det været som at råbe ”røvhul” ind i de store drenges omklædningsrum, hvorefter man skal tage benene på nakken for ikke at få svirp med våde håndklæder. Jeg har oplevet det selv, mine kunder har oplevet det, og det er grimt og polariserende og bør forbydes.

Det er endnu en grund til, at vi er nødt til at evaluere ret indgående på, hvor man som borger og som journalist kan kræve, at en officiel udmelding finder sted og i hvilket format – Fordi vi som borgere skal kunne have krav på, at noget der ligner en uvildig instans stiller de spørgsmål, der skal stilles og formidler alle vinkler i et algoritme- og troldefrit miljø. Vi er bare heldige, at Mette ikke er gået til yderligheder som Trump. Men det kunne være noget rarere ikke bare at håbe på, at vi ikke får en Trump i Danmark til at styre næste pandemi. Håb er ikke en strategi. Heller ikke i kommunikation.

Udmeldingerne er tæt på tonedøve
Man kan ikke kræve af Regeringen, at de skulle have fremlagt en plan. Det er et politisk valg ikke at gøre det. Det er ikke specielt klogt ikke at vise folk i mørket, hvor lyset er, når de går rundt i en mørk tunnel med våde fødder. Men det er et politisk valg, at man lader folk være i uvished. Men man skal kunne kræve, at man i den næste pandemi gør et helhjertet forsøg og sætter midler af til at lave en plan med alle tænkelige scenarier og beregninger, vi kan lære af fra det år, der er gået.

Vi er nødt til i eftertiden at diskutere med en åben og konstruktiv dialog, hvad ”samfundet” kan forvente ift. udmeldinger om restriktioner. På Sundhedsministeriets hjemmeside kunne man 20. februar læse om ”Plan for udfasning af restriktioner” med ordlyden ”Regeringen vil – sådan at samfundet får varsel i ordentlig tid – onsdag d. 24. februar melde ud om, hvorvidt der kan lempes restriktioner, og hvilke restriktioner og tiltag det vil være nødvendigt at forlænge efter den 28. februar 2021.”

Tommy Ahlers beskrev forleden på LinkedIn, hvordan Regeringens gennemsnitlige erhvervserfaring lå lige omkring 1,5 år pr. mand og kvinde. Når man kan kommunikere, at 4 dage for at vide, om restriktioner og hvilke der lempes er ”ordentlig tid”, så er det i bedste fald skrevet af en ministeriel medarbejder, der bare har ”kommunikationskonsulentet den” og forsøgt at putte nogle ord der lød godt ind i en pressemeddelelse. For det er tæt på at være hånligt, og fuldkommen ude af proportioner.

Fortæl et menneske, der 1. marts 2021 betaler dobbeltmoms for hele 2020 og prøver med et par femte- og syvendeklasseselever i hjemmeskole, at de har hele fire dage til at vurdere, om de skal opsige medarbejdere pr. den 1. marts eller lukke butikken, eller om de skal bestille varer hjem. Det er et gentagent mønster for Regeringen. Deres tidsregning er ganske enkelt en anden, og den lugter desværre af, at de ikke er ude i den verden, hvor andre skal dreje nøglen halvt om på deres butik og ligge søvnløs om natten.

Der er gået et år. Regeringen har ikke fremlagt noget, der ligner en plan. Det er blevet fremlagt som om det skulle være svært, fordi man skal gøre det på baggrund af friske tal. Og at der er en britisk mutation, der gør det svært at se fremad. Men i næste pandemi er vi nødt til at være dygtigere og have et realistisk forhold til, hvad der kan forventes. Og vi er nødt til at have en forventningsafstemning om, hvad ”Ordentlig tid” er. Alt andet er uordentligt.

Beregninger, konsekvenser og grundlag er uigennemskuelige
Hvorfor er der ikke regnet på, om femteklasse-eleverne kan komme tilbage? Hvorfor er der ikke fremlagt ekspertvurderinger, når vi har verdensklasseforskere i Danmark og eksperter, der er så dygtige som de er? Hvis det er, fordi døgnet kun har 24 timer, så man ikke har været i stand til at nå alle beregninger, så er der grund til at sætte midler af til, at vi har en større beregningsmotor til næste gang. Jeg skal nok lade være at smide min femteklasses-søn ind i puljen af mismod, men Regeringen har et meget dårligt blik for, hvad der sker med børn, der ikke kan forstå, hvorfor andenklasserne går i skole, og de selv skal være hjemme.

Det må kunne gøres skarpere. Så man i det mindste til sin søn i femteklasse kan sige noget, der giver mening. Der kan igen ryge en finke af panden, eller et par mink ud af spanden, om man vil. Men slør over beregninger er uordentligt. Og det giver i bedste fald apati og i værste fald autonomi.

Regeringens kommunikation ligner valgkamp
Iagttagere af kommunikation, der er helt fri for selv at have politiske holdninger, vil nok med rette kunne påstå, at begge sider, opposition såvel som Regering, har kommunikeret på samme måde – med lige dele valgkampsretorik. Problemet opstår bare, når sætninger og fakta bliver spundet helt ud af proportioner. Flere har oplevet, hvordan det er illegitimt at kritisere og foreslå noget andet – enten er man med, eller også er man imod, udhuler tillid, bliver kritiseret for at skabe splid og være kynisk, fordi man er ligeglad med antallet af døde. Det har bevirket, at det først er nu, et år efter, at nogen tør pippe om, at corona ikke er eneste dødsårsag under corona. Man kan også dø af restriktioner på længere sigt. Man kan dø af kræft, mens man ikke kan blive diagnosticeret på grund af restriktioner. Kræftens Bekæmpelse har endelig meldt sig på banen. Avisernes ledere det samme. Det tog godt nok noget tid.

I næste pandemi bør vi have et grundigt fundament for, at det er legitimt at diskutere den samlede sundhed uden at blive kaldt morder. Regeringen bør sørge for på partiniveau enten at give deres kamphunde noget valium i madskålen eller at bremse dem, der sidder i sekretariaterne på Christiansborg – ingen nævnt, ingen glemt, men det er blevet for voldsomt. Inklusive de små tricks, hvor man sidder og liker hinandens mobberi, så den der kritiseres skal føle sig endnu mere trynet. Og så skal politikerne vide, at der følger et ansvar med at kommunikere.

Tallet på 35.000 døde af corona er uden nogen restriktioner.

Uden afstand. Uden håndsprit. Uden test/iso.

Et samfund helt som før Corona. Under hele pandemien.

Det har ingen partier ønsket.

Men det tal brugte Pia Olsen Dyhr i TV-debatten om genåbninghttps://t.co/3sgDoRalNz

— Martin Borre (@Martin_Borre) March 13, 2021

Pia Olsen Dyhr tog prisen for at skævvride tallene forleden i Tv2s partilederdebat ved at påstå, at Regeringen havde lukket så drastisk ned, fordi ellers var 35.000 yderligere døde – Når vi kommer dertil i en diskussion, hvor der går så meget valgkampsspin i den, så taber alle. Det er også en regerings ansvar næste gang at sikre en langt mere afbalanceret diskussion.

Lad os få diskussionen

Der kan være masser af grunde til, at man ikke kan fortælle noget, at der ikke er noget nyt at berette om, eller at man ikke kan leve op til, at alle føler sig oplyst, når afsender ikke selv har en krystalkugle og kan se ind i fremtiden, men der er for mange elementer, hvor Regeringen kunne have været langt mere præcise, og det er vi nødt til at kræve af kommende regeringer til næste gang, uanset hvor svært det er at kommunikere om noget, man ikke kan forudse.

Det er ikke lykkedes for Regeringen at kommunikere, så danskerne kun har oplevet den fysiske og psykiske belastning, vi har været nødt til at opleve. Regeringens kommunikation, og især Mette Frederiksens personlige kommunikation på hendes egne personlige medier, har også været medvirkende til, at unødigt mange mennesker i Danmark har oplevet, og oplever større frustration og større tab fysisk og psykisk, end det har været nødvendigt. Regeringen har utvivlsomt og resolut reddet Danmark fra corona af flere omgange, har holdt smittetal, indlæggelsestal og dødstal nede, men de har med deres kommunikation på grund af en række faktorer skabt uforholdsmæssigt mere skade, end det har været nødvendigt undervejs.

Om lidt bør evalueringen starte, og diskussionen om, hvordan alle bliver klogere, bedre og dygtigere, så vi kan komme igennem pandemier uden unødige tab. Der vil altid være tab, men de skal ikke være på grund af manglende kompetencer, modvilje eller manglende lyst til at lære og blive klogere.